
Borgmester Ann Sofie Orth (K) er havnet i noget af en Facebook-shitstorm, efter at det kom frem, at alt omkring de kommunale juletræer sidste år vist ikke helt var, som det skulle være.
For de to el-producerende cykler, der stod ved de kommunale juletræer i henholdsvis Holte og Birkerød, genererede slet ikke strøm direkte til juletræerne, som kommunen og ellers gik ud og sagde, og som borgmesteren beskyldes for at have sagt.
Det har mediet Frihedsbrevet afsløret, og det fik fordømmelserne på Facebook til at tage fart. Frihedsbrevet slog nemlig på, at borgmesteren har løjet for borgerne, og at de el-producerende cykler var ét stort bluffnummer.
”Når borgerne trampede i pedalerne, var de med til at ’tænde lys i mørket’, lød forklaringen fra borgmester Ann Sofie Orth (K). Men det viser sig nu at være løgn. Cyklerne har på intet tidspunkt været tilsluttet og kan slet ikke generere strøm. Det hele var ét stort bluffnummer,” skrev Frihedsbrevet på sin hjemmeside.
Dialog på Facebook
Siden henvendte Frihedsbrevet sig direkte til borgmesteren på Facebook for at få en udtalelse fra hende.
”Vi vil desuden gerne høre, om du synes, det er i orden at lyve over for de folk, der har stemt dig ind? Og om der er andre tilfælde, hvor I har løjet over for borgerne i Rudersdal Kommune,” skrev man til Ann Sofie Orth, som i samme tråd på Facebook afviste – og tog til genmæle:
”Jeg er ikke sikker på, hvem der fører hvem bag lyset i den her sag? I har jo fået alle de notater og mails, forvaltningen har haft i sagen om cyklerne og juletræet, så I ved, ligesom jeg, at cyklerne ved vores juletræer var tænkt som en sjov og inddragende måde for at skabe opmærksomhed omkring den energikrise, vi står i,” skrev hun – og fortsatte:
”En løgn forudsætter, at jeg havde vidst bedre – og det gjorde jeg ikke. Hvad jeg nu ved, er, at cyklerne ikke kunne lave strøm nok til at tænde stjernen, og derfor sendte cyklerne, når man trådte i pedalerne, et signal via en sensor til et batteri, som så sørgede for strøm til stjernen, der efterfølgende lyste i fem minutter.
Resultatet er det samme. Hvis man trådte i pedalerne, kom der lys i stjernen, og omvendt hvis man ikke cyklede, ville der ikke komme lys til stjernen.”
Og så understregede hun, at hun synes, at ”det er uklædeligt at blive beskyldt for løgn og bluff”.
Har ikke løjet
Skal sagen have politiske konsekvenser for borgmesteren? Nej, mener de politiske partier i kommunalbestyrelsen, og fire ud af de seks partier svarer klart og tydeligt ’nej’ på spørgsmålet, om borgmesteren har løjet. To er lidt mere forbeholdne. Det er Socialdemokratiet og Venstre.
Borgmesterens partifælle, den konservative gruppeformand Christoffer Buster Reinhardt, mener ikke, at der overhovedet er en sag.
Radikale Court Møller svarer kategorisk ’nej’ til spørgsmålene, om Orth har løjet, og om det bør få konsekvenser for hende.
– I forbindelse med den centrale varsling om eventuelle forsyningsproblemer på el-området, diskuterede Økonomiudvalget rigtig mange forskellige muligheder. Vi endte med at aflyse julebelysningen, men enedes om at bevare juletræsbelysningen i begrænset omfang. Opsætningerne af cyklerne var et forsøg på skabe opmærksomhed på energibesparelser i al almindelighed, forklarer Lokallistens Anne Christiansen.
– Nej, Ann Sofie har ikke løjet. Vi politikere var optaget af, at prisen på strøm steg, og at vi risikerede, at der ikke var strøm nok. Derfor blev julebelysning et tema. Julestjernen var ment som en gimmick, hvor børn og voksne kunne reflektere over, at strøm ikke er noget, der kommer af sig selv, men skal produceres, og at der skal spares på den, lyder det fra SF’s Dorte Nørbo:
– Den tekniske side af sagen blev overladt til folk med forstand på den slags. Den løsning, der blev fundet, var tilsyneladende den bedst mulige, kan vi efterfølgende konstatere, og har ikke ændret på intensionen med arrangementet, forklarer hun.
Enhedslistens Christoffer Emil Jexen:
– Nej, jeg mener ikke at borgmesteren har løjet. Årsagen til, at Enhedslisten har stemt for initiativet med cyklerne er, fordi det er en god aktivitet for børnene. Og det ligger i god forlængelse af Enhedslistens arbejde for at gøre Majpladsen bilfri og give mere plads til byliv og børn i Birkerød bymidte, og derfor var, og er, det også oplagt at tænke aktiviteter ind, der tilgodeser børn og familier. Og jeg vil argumentere for, at vi tager konceptet op igen til næste år, naturligvis i et bedre format, hvor både sikkerhed og teknik er i top.
Forbeholdne
Noget mere forbeholden er Socialdemokratiets Kristine Thrane, der som den eneste i Frederiksborg Amts Avis’ rundspørge ikke svarer direkte på, om hun mener, at borgmesteren lyver:
– Jeg ved ikke, hvad Borgmesteren har vidst hvornår, siger hun:
– Men jeg ved, at Økonomiudvalget ikke blev oplyst om detaljerne vedrørende cyklerne til juletræet. Vi fik at vide, at der ville blive stillet cykler op, som ville kunne generere strøm til at tænde stjernen på juletræet – en idé, som alle syntes lød sjov. Men hvis jeg havde vist, at det slet ikke var cyklerne, der genererede strøm til stjernen, samt fået oplyst økonomien for denne happening, så havde jeg ikke været så positivt stemt.
Venstres Malene Barkhus er heller ikke helt kategorisk i sin afvisning af, om borgmesteren har løjet:
– Nej, der er ikke tale om en løgn, i hvert fald ikke en bevidst løgn. Sådan ser jeg ikke sagen. Men der er derimod tale om en symbolpolitisk handling, hvor vi i Økonomiudvalget ikke er blevet orienteret godt nok om, hvordan man ville ’spare’ kommunen for noget dyrt strøm. Det viste sig ikke at være tilfældet. Det tror og håber jeg, at forvaltningen og borgmesteren ved, at den slags sager er vi nogen, der ikke gider at se igen.
Over for amtsavisen er Ann Sofie Orth ikke meget for at gå ind i sagen:
– Jeg har kommenteret på det på Facebook, og jeg har ikke mere at tilføje end det. Men jeg noterer mig med tilfredshed, at mine kollegaer ikke mener, at jeg lyver, og det glæder mig, siger hun:
– Og så anerkender jeg, at der er nogen, der har politisk interesse i at holde sagen i gang. Jeg kan se, at den fortsætter, og sådan noget opstår jo ikke af sig selv.
Rettelse
Efter henvendelse fra kommunikationsafdelingen på rådhuset har vi ændret i afsnit to i artiklen. Man afviser nemlig, at borgmesteren har sagt, at de to cykler genererede strøm til juletræerne.
Redaktionen
