– Jeg har altid søgt efter et strøg eller en hovedgade, som havde en hyggelig atmosfære, hvor min butik kunne være placeret. Noget, der matcher den stemning, som jeg vil have inde i butikken.
Sådan siger 25-årige Josefine Fischer Jensen, der den 18. august slår dørene op til sin interiør- og livsstilsbutik, NOE Living, i lokalerne i Hovedgaden 45 i Birkerød.
– Det var faktisk helt tilfældigt, at jeg fandt lokalerne. Min mor og jeg var på rundtur i forskellige nordsjællandske byer for at kigge på mulige lokaler, og så forelskede jeg mig bare i den her gågade, og lokalet med de store fine vinduer. Facaden med vinduerne er super flot og hyggelig, og det faldt lige i min smag, så det var helt perfekt, siger Josefine Fischer Jensen, der er fra Glostrup og bor i København.
Butikken skal ifølge Josefine Fischer Jensen have fokus på kvalitetsvarer, som er til at betale.
– Det bliver en interiør- og livsstilbutik, hvor man kan købe lækre ting til hjemmet uden at købe sig fattig. Der vil blandt andet være salg af lækre produkter til kroppen og bløde tekstiler i form af hør og bomuld. Jeg har gjort mig enormt umage for at finde leverandører, der kan producere og levere varer af gode materialer og nogle varer, som man ikke finder alle mulige andre steder, siger Josefine Fischer Jensen, der altid har haft drømmen om sit eget.
– Det er et stort skridt at tage, men jeg glæder mig enormt meget. Jeg har altid haft en drøm om mit eget, og jeg har en kæmpe interesse for indretning. Min far er selvstændig, og min mor har også været selvstændig, så jeg tror, at jeg er vokset op med oplevelsen af, at det er fedt at kunne styre ting selv og at kunne sætte sit eget præg på tingene. Det er noget af det, jeg glæder mig allermest til; selv at kunne bestemme, hvordan det hele skal fungere, siger Josefine Fischer Jensen.
Man kan følge butikken på Facebook og Instagram, hvis man søger på noeliving.
Læs hele artiklen i Frederiksborg Amts Avis lørdag.