Indbrud i biler og hærværk på fodboldbane

Sportslig leder i fodboldklubben FC Rudersdal så gerne at medlemmerne kunne have deres ting i fred

Vedbæk er hærget af indbrud i biler, der har været parkeret ved Klubhuset på Vedbæk Stadion. Det oplever Anders Nim, der er sportslig leder i FC Rudersdal.

”Vi har modtaget henvendelser fra fem-ti af vores spillere, som har haft indbrud i deres biler, som har været parkeret ved klubhuset”, fortæller han om tyverierne, der har foregået igennem et stykke tid.

”Der er smadret bilruder, stjålet tasker, julegaver med mere, mens spillerne har trænet på kunstgræsbanen i den anden ende af anlægget, typisk i tidsrummet fra klokken 18 til 22. Op til flere gange samme uge,“ siger han, der peger på, at når lysene er tændt på banen bliver mørket dybere på parkeringspladsen.

“Vi ved positivt, at flere har anmeldt hændelserne til politiet, men at sagerne er blevet henlagt umiddelbart efter”, fortsætter Anders Nim.

Avisen har spurgt politiet ind til Anders Nims oplevelse af sagsbehandlingen, men ordensmagten er ikke vendt tilbage på vores forespørgsel.

Og for at det ikke skal være løgn, så har banerne på Rundforbi Stadion samtidig været ramt af hærværk gennem vinteren.

”Udover indbrud i biler har vi i perioden med sne har banerne ved Idrætsanlægget på Rundforbi været udsat for hærværk, idet banerne er blevet kørt op af en eller flere biler eller andet 4-hjulet køretøj og kommunens medarbejdere får en stor opgave med at udbedre skaderne til foråret,“ siger han og slutter med en appel om ikke at acceptere den asociale opførsel:

“Vi er ærgerlige over, at der skal bruges ressourcer på hærværk og at vores medlemmer ikke kan have deres ting i fred imens de dyrker idræt.”

fsp