Fuglefløjt ved indbrud: Flere hører mærkelige lyde

Lea Tolstrup Husum og hendes mand hørte det, da de kom hjem til et indbrudsramt hus. Kim Andersson så to fløjtende personer, der fik travlt med at komme væk. Og i lokale Facebook-grupper undrer

Lea Tolstrup Husum og hendes mand havde indbrud i deres hus. De hørte i den forbindelse mærkelige fuglelyde, som de også hørte en uge før. Foto: Mikkel Brøgger Petersen
Lea Tolstrup Husum og hendes mand havde indbrud i deres hus. De hørte i den forbindelse mærkelige fuglelyde, som de også hørte en uge før. Foto: Mikkel Brøgger Petersen

Da Lea Tolstrup Husum og resten af familien parkerede deres bil i carporten søndag 27. september efter at have været til konfirmation, begyndte en meget insisterende fuglefløjten.

"Hvad er det," spurgte hun, da de holdt i carporten. Et spørgsmål, som flere i nabolaget den seneste tid har stillet sig selv.

De genkendte lyden, som de havde hørt første gang en uge forinden.

Her var Lea Tolstrup Husum og hendes mand gået tidligt i seng, da de også hørte den "meget distinkte fuglelyd", som hun beskriver dem. Hun tænkte, at det var en eksotisk fugl, så hun googlede "fugle fløjter om natten", uden det gav hende flere svar på, hvad det var for nogle lyde.

Tilbage i indkørslen var hendes mand den første, der gik ind i huset. Straks bemærkede han, at der var rodet, og begge terrassedøre stod åbne. Alligevel var det varmt, hvilket får ægteparret til at konkludere, at indbrudstyve har forladt huset, lige da de kom hjem. Og at fuglefløjtene var en advarsel.

"Vi tænker, at vi afbrød dem," fortæller hun.

Fra et hul i hækken må de være smuttet ud, da familien kom hjem, mener Lea Tolstrup Husum.

Skumle typer

I samme periode – fredag 25. september – havde Kim Andersson og hans kone også hørt "mærkelige og kraftige fuglefløjtslyde", som han beskriver lydene.

"Det lyder for vildt til at være fugle. Vi troede, at det var fugle, der var ved at blive spist af ræven," fortæller han.

Så omkring klokken 20.30-21.30 havde Kim Andersson taget sin hund med ud på tur for at se, hvor og hvad lydene kom fra.

"Da jeg kom ud af havelågen, så jeg en mand stå ved naboens havelåge på vej ud af den. Min nabo har en lampe, der tænder ved bevægelse, og den var ikke tændt. Så jeg kunne se, at han ikke var nået helt hen til lampen, så vi måtte have forhindret ham i at komme videre," siger han og beskriver manden som en spinkel fyr, lidt smal i ansigtet, cirka 175 centimeter høj og meget tynd. Han var iklædt mørke cowboybukser og en mørkeblå jakke.

"Jeg så ham her, og så hørte jeg fuglefløjt fra rundt om hjørnet fra en anden. Jeg så, at de mødtes oppe i et buskads oppe mod parkeringspladsen ved en sti mod Holtegaards parkeringsplads. Derfra hørte jeg en bil, der kørte," siger han og beskriver den anden mand, som han altså så fra længere afstand, som over 180 centimeter høj, iklædt mørkt tøj og med cowboybukser.

"Det har været planlagt, for der holdt en bil klar deroppe. Jeg nåede ikke at se bilen, og jeg løb ikke efter dem. Jeg mindes ikke at kunne høre nogen, der holdt i tomgang. De kørte meget hurtigt, så jeg tror, at der har været en tredje mand," siger han.

Flere har hørt lydene

Det var dog først senere, at Kim Andersson lavede koblingen mellem fløjtelydene og et indbrud.

"Først tænkte jeg, hvad sådanne skumle typer laver i vores kvarter. Men de havde ikke noget i hænderne, så de havde ikke lavet noget, da jeg så dem," siger han.

Men så kunne han læse i lokale Facebook-grupper, at andre havde hørt fuglefløjt. Rudersdal Avis er vidende om, at i hvert fald fem andre borgere på Facebook skriver, at de også har hørt specielle fuglelyde. Lea Tolstrup Husum fortæller ligeledes, at naboen havde lagt mærke til lydene.

"Naboens pige var kommet ind til forældrene og spurgt 'Hvad er det der?'," siger Lea Tolstrup Husum.