Filatelist gør klar til klubudstilling

Oplevelse: Birkerød Frimærkeklub fejrer lidt forsinket sit 80-års jubilæum med TAK23.

Filatelist gør klar til klubudstilling

Langt hovedparten af de udstillede frimærkesamlinger vises for publikum for første gang, oplyser Birkerød Frimærkeklub.

Rudersdal: Den 18. og 19 marts slår Birkerød Frimærkeklub dørene op for udstillingen TAK23 i Birkerød Idrætscenter.

Udstillingen holdes blandt andet for at fejre, at Birkerød Frimærkeklub i slutningen af 2021 rundede sit 80-års jubilæum. Det fortæller Ole Løfgreen Jacobsen, der er medlem af bestyrelsen i Birkerød Frimærkeklub

– Der er tilmeldt 38 eksponater, fordelt på 157 rammer, som vi glæder os til at vise frem for de forhåbentlig mange besøgende, der finder vej til Birkerød. Langt hovedparten af de udstillede samlinger vises for publikum for første gang, så der vil virkelig være en masse nyt at se, lokker Ole Løfgreen Jacobsen.

I forbindelse med udstillingen viser tidligere kommunalbestyrelsesmedlem Jens Bruhn (S) et uddrag af sin store postkortsamling fra det gamle Rudersdal.

– Allerede i november startede forberedelserne til TAK23, da vi holdt en “udstillerskole” arrangeret af Danmarks Filatelist Forbund og Birkerød Frimærkeklub. Derfor er det ekstra glædeligt at se, at mange af deltagerne nu har tilmeldt sig udstillingen, påpeger Ole Løfgreen Jacobsen.

Han oplyser, at idrætscenterets cafeteria, CAFE-RA, er åbent under hele udstillingen.

– Vi har selvfølgelig også indbudt de danske frimærkehandlere, så de besøgende har mulighed for at få lidt nyt materiale med hjem til egne samlinger. Der bliver en tombola med flotte præmier, og endelig vil der i Glassalen lige ved siden af selve udstillingsområdet blive etableret et mødecenter, hvor der er plads til at møde ligesindede inden for vores dejlige hobby, lyder det fra Ole Løfgreen Jacobsen.

Udstillingen i Birkerød Idrætscenter er åben lørdag 10.00-16.00 og søndag klokken 10.00-14.00.

Udstillingen TAK23 i Birkerød holdes den 18. og 19. marts.