Dramatisk afslutning på DM i rulleski

Foto: Jens Wollesen, Joram Gregers Menzer

Asger Fischer Mølgaard fra Holte Ski kan glæde sig over en guldmedalje og titlen som Danmarks bedste rulleskiløber på den 45,2 kilometer lange distance i herre-eliteklassen efter søndagens DM i rulleski. Guldmedaljen kom i hus efter en dramatisk afslutning, hvor Asger Fischer Mølgaard og Jonas Thor Olsen fra Københavns Skiklub (KS) lå side om side på opløbsstrækningen.

Men 150 meter fra målstregen styrtede Jonas Thor Olsen, og publikum måtte et øjeblik spejde forgæves efter en spændende guldduel. Asger Fischer Mølgaard ville det dog anderledes. Han stoppede derfor op, vendte rundt for at se om konkurrenten var kommet til skade, og da det ikke var tilfældet, ventede han pænt og fair på modstanderen. Og så kunne de par hundrede mennesker, der var mødt op som publikum, få en spændende afgørelse på løbet.

– Normalt ville man jo bare løbe videre, så man kan komme i mål, men Asger stoppede simpelthen op og ventede, så vi kunne få den spurt til sidst, siger Erland Kongsdal Pedersen, der er PR-ansvarlig i Holte Ski.

I kvinde-eliteklassen kunne de to klubkammerater Signe Schløer og Theresia Schurr fra Københavns Skiklub glæde sig over henholdsvis en første- og en andenplads, mens tredjepladsen gik til sidste års vinder Marion Bald Rasmussen fra Faaborg Skiklub. Distancen hos damerne var på 32,4 kilometer.

Læs mere i Frederiksborg Amts Avis mandag den 7. september.