Danmark skal gå forrest i den grønne omstilling. Det udsagn er gentaget igen og igen, og vi bryster os af at være gode til klima, men selv den grønne danske medalje har en bagside. For stikker man eksempelvis næsen i de danske skraldebunker, gemmer de udover lugten også på en kedelig rekord: Danmark er det land i Europa, der producerer mest skrald. Den grønne omstilling har brug for en hjælpende hånd, og derfor har Region Hovedstaden, Region Syddanmark samt Rudersdal, Frederiksberg og Vejle kommuner takket ja til at være med i projektet ’Borgersamling Bæredygtigt Forbrug’, hvor tanken er, at visionen bygges af borgernes forslag til grøn omstilling og udbredes til hele kommunen.
At Rudersdal er blandt de tre kommuner, der er med i Borgersamling Bæredygtigt Forbrug, er der en god grund til, fortæller projektleder Mie Westh fra kommunens sekretariat:
– Allerede i vores budgetaftale for 2020 blev det slået fast, at vi gerne vil have endnu mere fokus på øget borgerinddragelse som det ene og FN’s verdensmål som det andet. Vi besluttede derfor at lave vores egen borgersamling, som endte med at bestå af 37 borgere. Sammen udarbejdede de nogle konkrete bud på, hvordan vi sammen skal arbejde med FN’s verdensmål i Rudersdal Kommune, forklarer projektlederen og fortsætter:
– En af de anbefalinger, der kom ud af vores egen borgersamling var, at vi skulle arbejde mere med cirkulær økonomi og forbrug, og det er også et stort fokuspunkt i kommunens klimahandlingsplan, så derfor var det meget nærliggende, at vi indgik i et nyt samarbejde omkring input til netop cirkulær økonomi og forbrug.
Det begynder med borgerne
Borgersamling Bæredygtigt Forbrug er en del af det 8-årige projekt ’Circular Economy Beyond Waste’, der er støttet af EU’s Life IP-program. Borgersamlingen består af 66 repræsentativt udvalgte danskere, hvoraf otte kommer fra Rudersdal. De mødtes første gang i september sidste år og har siden arbejdet på at udvikle en vision med en række konkrete bud på, hvordan kommunerne og regionerne kan fremme grøn omstilling. Til april skal borgerne så præsentere deres vision med anbefalinger, der skal munde ud i nogle helt konkrete pilotprojekter, som kommunen skal kigge på. Det har de givet mandat til.
Og netop den måde at udvikle politik på, er relevant for Rudersdal Kommune, forklarer Mie Westh:
– For os i Rudersdal Kommune handler det om at få borgerne med ind i det politiske maskinrum, for det er jo dem, vi er her for. Som kommune kan vi ikke påvirke projektet på forhånd, for det er borgernes anbefalinger, vi hjælper kun med facilitering, siger hun og slår fast:
– Det er nogle engagerede borgere, vi har her i Rudersdal Kommune, så vi skylder dem at tage deres arbejde seriøst. De har jo brugt utrolig meget af deres fritid på det her, og jeg glæder mig til at se, hvad de når frem til.
