Butiksliv i stormvejr: Nu gider Erling ikke længere

KRISETID: Efter 33 år har møbelhandler Erling Østergaard valgt at lukke på grund af inflation og stigende nethandel. Flere af Rudersdals handelsforeninger melder også om hårde tider.

Møbelforretning lukker efter 33 år:  Nu går den ikke længere

Erling Østergaard har solgt klassiske danske designmøbler i 33 år på Vangebovej i Holte, men han fået nok, og nu lukker butikken Classic Fifty Sixty.

Foto: Benedicte Lorenzen

Der var ikke mange troede på ideen, da Erling Østergaard i 1990 besluttede sig for at leje det store erhvervslokale på Vangebovej i Holte. Var det ikke lidt underligt, at han ville åbne en møbelbutik uden for bymidten? Ikke for Erling Østergaard.

Godt nok havde han travlt i jobbet som purser i SAS, men passionen for klassiske danske designermøbler fornægtede sig ikke, og gennem årene havde han fået skabt så en samling, som han nu ville sælge. Butikken fik navnet Classic Fifty Sixty, og i 30 år kunne han trodse skeptikerne, for det viste sig , at man godt kunne sælge designmøbler uden for Holtes bymidte.

Men så kom pandemien. Og så kom krigen med inflationen i halen. Nu går den ikke længere. Ved udgangen af marts drejer Erling Østergaard nøglen om. Lysten til at kæmpe videre er sluppet op:

-Det passer mig fint at stoppe efter 33 år, for jeg gider faktisk ikke mere. Tiderne er slet ikke, hvad de har været. Det var slemt under Corona, og siden er det bare blevet værre, fortæller han.

Se i butik, køb på net

En anden udfordring, der har ramt Erling Østergaards indtjening de senere år, er internettet.

– En af vores store udfordringer er, at der ikke meget salg i butikken mere. Folk køber mere ind på nettet. Hvis de endelig kommer herind, oplever vi ofte, at de hiver mobiltelefonen frem og tager billeder af det, de gerne vil have. Bagefter går de så ind på nettet og finder det 100 kroner billigere og fragtfrit i Jylland, fortæller han og konstaterer:

-Det er døden for det lokale erhvervsliv, hvis man vil have lokale butikker at handle i, er man nødt til at bruge dem, ellers dør det. Det giver sig selv.

I butiksvinduerne fortæller skilte i gult og sort, at enden er nær. Ophørsudsalg står der, og det vækker opmærksomhed:

– Mange kommer ind og synes, det er synd, vi lukker, det kan vi bare ikke leve af. Når man siger det til folk, siger de, at de har det, de skal bruge, og at de har købt en del nede hos os gennem årene. Det har de da, men det ændrer ikke på tingenes tilstand. Det går bare ikke længere, fortæller Erling Østergaard.

Et svært år

De stramme tider opleves også af handelsforeninger i både Holte og Birkerød, der melder om et hårdt år i skyggen af krigen i Europa og den medfølgende inflation. Althea Sabroe er bestyrelsesmedlem i Centerforeningen Holte Midtpunkt, hvor hun også driver butikken Holte Helsekost:

-Vi kom faktisk ganske godt igennem Corona, men da krigen kom for et år siden, gik det kun en vej, og det var ned. Jeg har en stor berøringsflade, fordi jeg har været her i 26 år, og jeg taler med mange. Nogle indrømmer selvfølgelig mere end andre, men næsten alle klager over, hvordan det går, siger hun og fortsætter:

-Jeg tror, det handler om de stigende priser, som har slået bunden ud af folks pengepung. For Holte Midtpunkts vedkommende, gør det heller ikke tingene bedre, at vores Irma bliver omdannet til en Coop 365. Det betyder, at vi vil miste en stor del af det kundeklientel, der normalt handler i Irma, det er jeg slet ikke i tvivl om.

Samme toner lyder fra Birkerød Hovedgade, hvor isenkræmmer Brian Lund Nielsen er formand for handelsforeningen. Godt nok har det endnu ikke ført til butikslukninger, men krisens kradsen kan tydeligt mærkes, fortæller han:

-Aktivitetsniveauet er præget af, at vi har været et stramt år igennem, hvor prisen på almindelige dagligvarer er steget voldsomt. Ligesom priserne på energi er steget. Du kan nærmest ikke se nogle steder hen, uden priserne er steget. Det gør så, at især udvalgsbutikker som Kop og Kande, der ikke sælger direkte livsnødvendigheder, står sidst i fødekæden. På den måde kan vi i den grad mærke inflationen, forklarer han.

Den perfekte storm

Formanden for Birkerød Handelsforening frygter, at det kan føre til butikslukninger i hovedgaden, og det vil have endnu en negativ afsmitning i en i forvejen svær tid:

-Det er svært ikke at frygte, at det her på sigt vil føre til lukkede butikker i Birkerød. Hvis der bliver handlet mindre, og der er mindre kundestrøm, så er det klart, at projektet på et tidspunkt ikke holder længere. Når der så begynder at kommer flere sorte huller i gågaden, vil det have en afsmittende virkning på dem, der er tilbage. Det er den perfekte storm, og det kan vi ikke gøre noget ved, det er samfundsordenen, konkluderer Brian Lund Nielsen og kommer med en opfordring:

-Ligesom i 2020 kan de lokale husholdninger tænke over, hvordan de forbruger deres penge. Det er vigtigt, at man tænker sit lokalmiljø ind i sit forbrug, hvis man vil have lokale butikker at handle i fremover. Det er den varmeste anbefaling, jeg kan komme med. Hvis man vil have en by, er man også nødt til at bruge den, siger han.