Borgmester: Tre V’er vil præge 2021

Rudersdals borgmester, Jens Ive (V) fortæller i dette interview, hvad han ser af udfordringer og muligheder i det kommende år, hvor de store spor allerede er lagt.

Borgmester: Tre V'er vil præge 2021
Foto: Lars Sandager Ramlow

Tre V'er vil sætte præget på Rudersdal her i det kommende år.

Det er Vacciner, Valg-kampen og Venstre.

Vaccinerne giver sig selv oven på et historisk svært 2020. Corona-pandemiens voldsomme påvirkning af samfundet både lokalt og i verden er forhåbentligt snart fortid, når vaccinerne bliver udbredt.

Og så venter næste »V« – valgkampen, hvor det tredje V for Venstre har en sikker position. Valgkampen er slet ikke i gang endnu for alvor, men det er nok sikkert at spå om, at borgmesteren efter valget fortsat bliver Venstres Jens Ive.

Flere partier står bag ham i kommunalbestyrelsen, og selvom de fleste partiers spidskandidater også kommer til at kalde sig borgmesterkandidater under valgkampen, så er Ive ikke reelt udfordret på posten. Med mindre, der sker noget helt vildt de kommende måneder, så vil han kunne finde flertal i flere forskellige konstellationer, og Venstre sidder derfor sikkert på »tronen«.

Sn.dk har derfor sat Jens Ive i stævne til et interview om, hvad vi Rudersdal-borgere kan forvente os af 2021, men også lidt længere ud i fremtiden:

Millioner er øremærket

– Det er det lidt underlige ved politik. Jeg blev valgt ind første gang i kommunalbestyrelsen i 2002, og nogle af de beslutninger, vi traf dengang, begynder man først at kunne se effekten af nu. Sådan er det også i dag. De store spor for de kommende år er allerede lagt. I det seneste budget satte vi skatten op, og pengene afsatte vi, så vi alt i alt har øremærket 350 millioner kroner til vores børn, unge og idrætten i de kommende fire år. Også på miljø-området er sporene lagt. Vi går nu for alvor i gang med at skille det rene regnvand fra det beskidte spildevand i det, der så fint hedder »separat-kloakering«. Formålet er, at vi skal undgå overløb af vores kloaker, således at vi fremadrettet kan skåne vores vandmiljøer i søer, åer og i Øresund, forklarer Jens Ive.

Han peger på, at der også er lagt planer for udbredelse af »grønnere« varme, grøn transport, og så er politikerne i fuld gang med at udarbejde en sammenhængende klimaplan for Rudersdal frem mod 2035.

Rudersdal i førertrøjen

– De udfordringer, vi står med i Rudersdal, er i virkeligheden meget små i forhold til, hvad man står med i andre kommuner og ude i verden. Vi er i gang med at udvikle vores skoler og hele vores ældreomsorg, så begge områder fortsat kan holde sig i den nationale førertrøje. På idrætsfeltet investerer vi i mere hal- kapacitet i Holte, de indendørs tennisfaciliteter skal også have et løft, og der skal laves en helhedsplan for Birkerød Idrætscenter. Vi skal også se på hele svømmemiljøet. Faktisk er vi i Rudersdal førende i landet i forhold til forsøg, der skal gøre rensningen af vores svømmevand kemikaliefrit. Det er virkelig spændende, fastslår borgmesteren.

Trods – eller måske netop på grund af – corona-pandemien er boligpriserne i Rudersdal steget støt det seneste år, hvor rigtig mange børnefamilier er flyttet til kommunen, hvor der er mere lys og luft i forhold til København:

I forhold til de problemer, som man oplever i mange andre kommuner og i verden generelt, er de udfordringer, vi står med i Rudersdal i virkeligheden meget, mener Jens Ive.

Flere børn og ældre

– Tilflytningen giver den udfordring, at vi skal have øget antallet af vores børnepasnings tilbud. Således har vi lige nu planer om at åbne hele tre nye daginstitutioner de kommende år, fortæller Jens Ive.

I samme åndedrag kommer han også ind på kommunens ældre:

– Vores borgere bliver samtidig ældre og ældre. Derfor skal vi nytænke hele dette område. Med udviklingen får vi de kommende år brug for 150 ekstra plejehjemspladser, men måske skal vi prøve at gå nye veje. I virkeligheden er det nok de færreste, der ønsker at komme på plejehjem, så måske kan vi forsøge os med nye boformer, der gør det muligt at blive længere i eget hjem… altså, hvis det giver mening for de enkelte, naturligvis. Kort sagt handler det om, at vi skal være mere fleksible i vores kommunale system til gavn for borgerne.

Jens Ive vender tilbage til corona-pandemien.

– Covid-19 har vendt op og ned på vores verden, men der er også kommet nogle gode erfaringer ud af pandemien. Virtuelle møder mellem kommune og borgere har eksempelvis vist sig at være meget effektive og tidsbesparende. Det kan være en visitation eller en samtale med en jobkonsulent. Mødet kan sagtens foregå på skærmen. Det giver fleksibilitet i forhold til mødetidspunkterne, vi behøver ikke fysiske lokaler til at holde mødet, og borgeren skal ikke bruge tid på transport til rådhuset eller administrationscentret. Også internt kan vi i kommunen effektivisere med flere virtuelle møder. Her kan vi faktisk spare en del penge, som vi i stedet kan bruge til gavn for borgerne, argumenterer Venstre-borgmesteren.

Med de store spor lagt for 2021 og for de kommende år, så glæder han sig til den kommende valgkamp:

– Selvom vaccinerne lige nu bredes ud, så er det usikkert, hvornår vi når til det punkt, hvor tilstrækkeligt mange danskere har fået indsprøjtningerne til, at vi igen vender tilbage til et normalt liv, hvor vi kan mødes uden frygt for at blive smittet. Det kan få stor indflydelse på valgkampen. Kan vi politikere eksempelvis gå rundt på gader, stræder og i vores bycentre og dele bolcher og valgbrochurer ud? Kan vi samles til større vælgermøder? Vi ved det ikke.

Borgmesteren holder en kort tænkepause:

Møder, mennesker og demokrati

– Valgkamp på de sociale medier har vundet frem de seneste år, men på disse platforme har vi slet ikke den samme direkte dialog og debat med borgerne. Fællesskabet – og det »at mødes« er utroligt vigtigt. Det har coronaen også vist os, så jeg håber, at vaccinerne bliver udbredt, så vi alle kan mødes i valgkampen. Det er en af vores centrale styrker i demokratiet, understreger Jens Ive.

Han afviser, at kommunalvalget bliver udskudt som følge af corona.

– I forbindelse med kommunalreformen, der trådte i kraft i 2007, fik politikerne et ekstra år i sammenlægningsudvalget, men jeg tror ikke på, at man vil udskyde et kommunalvalg på grund af en virus. Nej… det tror jeg ikke på. Valget vil blive gennemført. Spørgsmålet er blot hvordan?

Uroen i lands-Venstre

I den seneste tid har der været alvorlig uro omkring Venstre på landsplan.

Først blev Inger Støjberg »tvunget« til at gå af som næstformand i partiet, og den 1. januar annoncerede tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen, at han havde meldt sig ud af Venstre for i stedet at blive løsgænger, og fredag annoncerede han så stiftelsen af et nyt »politisk netværk«, som sidenhen muligvis kan blive et nyt parti.

Jens Ive mener ikke, at den seneste tids uro i Venstre, vil have en væsentlig betydning på kommunalvalget.

Uroen, tror Jens Ive dog ikke på, vil få stor indflydelse på valgresultatet i Rudersdal:

– Der kan være en lille afsmitning, men ved de seneste både kommunal- og regionsvalg har vi set, at de lokale kandidater og deres værdisæt betyder mere end landstendenserne. Vælgerne tager faktisk aktivt stilling til kandidaterne og stemmer ikke rutinemæssigt. Derfor må jeg igen sige, at jeg håber, at vi alle kan mødes fysisk i valgkampen. Det er vigtigt, at borgerne kan møde kandidaterne.

Jens Ive holder igen en kort pause:

– Og så vender jeg tilbage til de udfordringer, vi står med. De er ikke store i forhold til mange andre steder. Det går faktisk ret godt i Rudersdal, og derfor ser jeg også fortrøstningsfuldt på fremtiden… og mod valgresultatet.