I Rudersdal Kommune deltager 546 elever fra Rudersdal Lilleskole, Søholmskolen og Vedbæk Skole i Skolernes Skakdag – hjernens motionsdag 2023, skriver Dansk Skoleskak i en pressemeddelelse.
“På Rudersdal Lilleskole er Skolernes Skakdag en tradition, som vi værner om, og alle ser frem til. Der er masser af læring i skoleskakdagen, og vores fællesskab bliver styrket på tværs af klasser. Vores koncentration bliver bedre, og vi øver os i at fokusere og at vente på tur. Og derudover er skoleskak bare sjovt, siger Anna Harder, der er skoleleder på Rudersdal Lilleskole
I alt deltager 47.515 elever fra 313 skoler på Skolernes Skakdag – hjernens motionsdag, og det er ny rekord. Skolerne får adgang til et særligt materiale – Hjerneforløbet – som inspirerer til aktiviteter på dagen.
“Den form for samvær kan forhåbentlig være et modtræk til den stigende mistrivsel vi desværre oplever i disse år, så jeg glæder mig over, at rekordmange unge, undervisere og skoler motionerer hjernen i år med skoleskak,” siger professor i psykologi, Svend Brinkmann.
Skolernes Skakdag – hjernens motionsdag 2023 arrangeres af skoler landet over i samarbejde med Dansk Skoleskak, Spar Nord Fonden, Det Obelske Familiefond og lokale fonde: Hoffmann & Husmans Fond og Martha og Paul Kerrn-Jespersens Fond.
fsp