Roskilde Boldklub vandt tilbage i september 0-9 på udebane over Vordingborg. Det var da den hidtil største sejr i puljen, og det var det fortsat før fredagens aftenkamp hjemme mod B.Frem fra Sakskøbing, hvor Roskilde altså tangerede sin egen vinderrekord med et kvarter igen.
– Vi jagtede herefter virkelig en ny rekord, men Sakskøbing havde da helt opgivet andet end at pakke sig, og det så kompakt, at vi ikke nåede op på de 10 kasser, siger cheftræner Michael Rolff König.
Nok så vigtigt betød sejren, at Roskilde nu med to kampe tilbage er sikker på minimum andenpladsen, der er adgangsbilletten til playoffkampe om oprykning til danmarksserien mod toerne fra den anden Sjællandsserie og mod Københavnsseriens nummer to. Det skal dog gå helt galt i de sidste to spillerunder, hvis ikke førstepladsen bliver forsvaret sæsonen ud over for Ringsted, der ligger seks point efter med én kamp færre.
Roskilde mangler således at møde bundholdet LUIF næste weekend og nummer fire fra Tuse i sidste spillerunde.
Gennem hele opgøret mod Frem Sakskøbing blev de godt 75 fremmødte tilskuere vidner til en meget ensidig, men også underholdende målrig forestilling.
– Vi var meget overlegne hele vejen igennem. Samlet set præsterede alle på holdet god fodbold, siger Michael Rolff König, der fremhæver Daniel Thiesen på midtbanen som kampens spiller ligesom den offensive kæde havde en god dag med alle på måltavlen.
Allerede efter fem minutter faldt første scoring sat ind af Karlo Trkulja. Fire minutter senere øgede Simon Bergstrøm til 2-0 på straffespark. Minuttet efter måtte Frem-keeper atter i nettet efter bold, da Jonathan Mindegaard øgede til 3-0, og yderligere to minutter senere slog Benjamin Zeka til. De sidste to mål i første halvleg faldt inden for samme minut, det 24. af slagsen, og sat ind af samme mand nemlig Karlo Trkulja, der dermed kom på hattrick.
Målfesten blev genoptaget i 53.minut, hvor Simon Bergstrøm atter slog et straffespark i kassen dog á to omgange efter, målmanden gik for tidligt i første omgang. To minutter senere øgede Jacob Milo til 8-0, inden Alexander Rosengaard Engquist rundede af i 74.minut.
Sjællandsserien pulje 2
Roskilde – B. Frem 9-0 (6-0)