Unik kreativ gård trækker folk til fra hele Sjælland

125 udstillere var tiltrukket af at være med på den første udstilling på Gulddysse Kulturgård siden efteråret 2019, og gårdens medlemmer er jublende lykkelige for at være tilbage i fællesskabet.

Ikke siden efteråret 2019 har det været udstillet på Gulddysse Kulturgård, men nu er kommunens kreative knudepunkt igen tilbage på landkortet. Foto: Lars Kimer

– Vi har ikke været sammen siden efterårsudstillingen i 2019. Vi er så glade for, at I er her og så glade for at vi er her. Vi er tilbage.

Sådan faldt ordene fra formand Marianne Druedahl, da årets efterårsudstilling på Gulddysse Kulturgård mellem Gundsømagle og Jyllinge åbnede søndag. Udenfor vuggede de efterårsbrune blade ned over himlen, men indendørs var der anderledes varmt.

For der er er gået to år siden, at medlemmerne af Gulddysse Kulturgård sidst var samlet for at fremvise den kunst, som efterhånden har fået ry for, at være af særdeles høj kvalitet.

Henning Esbensen fra Skævinge kører den gode tur til Gulddysse Kulturgård for at udøve sin kunst og for at lade sig inspirere af de mange kreative mennesker på gården. Foto: Lars Kimer

At være tilbage giver en enorm glæde

Blandt udstillerne var der også en stor glæde over at være tilbage.

– Det var forfærdeligt, da vi lukkede ned. Og det er mindst lige så skønt at være tilbage. Jeg har savnet det kollegiale, at give og få gode råd, at få lov at være social, fortæller Elsebeth Vejen, som er flittig bruger af sølvværkstedet.

Selv om langt de fleste af kunstnerne er kvinder, så er der faktisk en god portion mænd, som også laver kunst og udstiller på gården. En af dem er Henning Esbensen, som laver keramik og bronzeskulpturer.

Smykker skal der til og på sølvværkstedet bliver der lavet mange spændende krationer. Her viser Elsebeth Vejen fra Greve sine smykker frem. Foto: Lars Kimer

– Det værste ved corona var, da kulturgården lukkede. Det var mit kreative og sociale frirum, fortæller han, mens han viser noget af sin keramik frem.

Kulturgården er unik og folk kører langt

Henning Esbensen bor i Skævinge ved Hillerød. Alligevel tager han gerne turen til Gulddysse Kulturgård.

– Der findes bare ikke et lignende sted i det storkøbenhavnske område. Jeg tror, at det unikke ved Gulddysse Kulturgård er, at her er mange kunstarter. Tit er det kunstmalere for sig og keramikere for sig. Det er det ikke her. Her får jeg selv en oplevelse af at se, hvad andre kreative mennesker kan, siger han.

Også Elsebeth Vejen kører langt for at komme på gården. Hun bor til daglig i Greve.

– Jeg får bare ny energi af at være her. Når jeg kommer op over bakken nede ved Roskilde og ser ud over fjorden, så falder der sådan en form for ro over mig, for så ved jeg, at jeg er hjemme i mit kreative hjem. Det kan regne eller sne, jeg kan bare sidde i sølvværkstedet og opleve livet i skoven og det liv, jeg giver til sølvet, forklarer hun.

Noget af det, som gør Gulddysse Kulturgård unik er, at at intet mindre end ni kunstformer er samlet under samme tag, og det samspil er gårdenes medlemmer utrolig glad for. Foto: Lars Kimer

Her finder du unikke julegaver

Efterårsudstillingen og den tilsvarende forårsudstilling er der, hvor gårdens kunstnere kan sælge deres ting, og søndag var der flittigt brug af kustodernes kuglepenne. Der blev noteret det ene fine salg efter det andet.

Men af hensyn til udstillingen er det først den 14. november, at man kan komme og hente det, man har købt. Det er nemlig udstillingens sidste dag. Og selv om salget gik godt søndag, så er der stadig mange unikke julegaver på hylderne på kulturgården.

På Gulddysse Kulturgård, som er en forening, alle kan melde sig ind i er der ni kreative værksteder: Sølvsmykker, kunstmaleri, keramik, glas, papir-kunst, tekstil og de tre nye: Bronze, pileflet og kulturværkstedet, hvor dem, der har lyst, kan arrangere fx musik og foredrag.

Naturligvis er langt de fleste af gårdens brugere fra de mere traditionelle kunstformer som kunstmaleri og keramik, men der er også en store skare af glaskunstnere og smykkedesignere. Foto: Lars Kimer