
I 1573 skrev astronomen Tycho Brahe værket »De Nova Stella«, efter at han troede, han havde set en ny stjerne på himlen.
I dag ved man, at han i stedet så en supernova, dvs. en uddøende stjerne.
Trods misforståelsen er »De Nova Stella« stadig et vigtigt værk, og nu har forskere fra Syddansk Universitetsbibliotek ved SDU sørget for, at det bliver bevaret for eftertiden og kan ud til en meget større kreds af interesserede.
De har digitaliseret bogen, som til daglig er en del bogsamlingen Karen Brahes Bibliotek, der ejes af Roskilde Kloster.
Samarbejdet er foregået med klosterforvalter og kammerherre, oberst Søren Lyder Jacobsen og stiftsbibliotekar Hans Michelsen. Fragmenterne i bogens omslag er analyseret, tydet og oversat af forskningsbibliotekar Jakob Holck og forskningsassistent Steffen Hope fra SDU.
– Man kan kun være forskerne taknemmelig for deres indsats. På den ene side gør vi på klosteret vores til at bevare det særlige historiske Brahe-bibliotek, og på den anden kan vi åbne dørene for den digitale udbredelse af et centralt astronomisk værk, siger klosterforvalter Søren Lyder Jacobsen.
Karen Brahes Bibliotek stod oprindeligt på Odense adelige Jomfrukloster, men har siden 2010 været hjemmehørende i Roskilde.