
Roskilde: Ikke bare én, men to gange er en 14-årig pige fra Gundsømagle blevet antastet af en mand på knallert, mens hun cyklede centralt i Gundsømagle på vej til den lokale fritidsklub, Engbækgaard.
Den værste episode fandt sted i mandags, den 24. marts, cirka klokken 14.30.
Pigen kom cyklende ad Stovdyssevej og svingede ind gennem Stougaarden. På stisystemet i bebyggelsen blev hendes vej blokeret af manden på knallerten. Det skriver DAGBLADET Roskilde.
– Vi besøgte pigen og hendes forældre samme dag, og pigen fortæller, at mandens tale var »mumlende.« Og han bad hende om at følge efter sig, hvortil pigen har sagt: »Rør du mig, så skriger jeg«, fortæller Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Ifølge politiet har manden efterfølgende truet pigen med at slå hende ihjel, hvis hun skreg, og samtidig har han taget hårdt fat i hendes ene håndled, hvorefter han har rørt pigen på kinden, i hvad hun har opfattet som et slag.
– Pigen gjorde det helt rigtige, for hun begyndte at skrige og råbe alt, hvad hun kunne, og det fik manden til at stikke af i retning mod Engbækvej, fortælle Martin Bjerregaard.
Pigen kørte derefter direkte i fritidsklubben, hvor personalet fik kontaktet hendes forældre.
Efter den episode er pigen næsten 100 procent sikker på, at det var den samme mand, som råbte hende an bare fire dage tidligere, torsdag den 20. marts på cirka samme tidspunkt.
Ved den lejlighed blev pigen »kun« udsat for nedladende tale, som politiet udtrykker det.
Manden beskrives som 50-55 år og kraftig/stor.
Han havde en stor jakke på med teksten Adidas. Han havde også en sort/mørk hjelm på.
Pigen har beskrevet knallerten som en lille scooter, sort, nyere model. Den var i dårlig stand med skader på »skjoldet« og skader på siden.
Midt- og Vestsjælland hører meget gerne fra folk, der kan hjælp til med at finde frem til manden.
Kimer