Traditionsrig kunstudstilling åbner med en video på nettet

Det plejer at være et tilløbsstykke, når Roskilde Kunstforening holder fernisering i Palæfløjen på sin årlige censurerede udstilling Roskilde Åben. Men det kan slet ikke lade sig gøre at være så mange samlet i disse coronatider, så kunstforeningen har i år droppet at åbne udstillingen på normal vis.

I stedet vil der lørdag den 14. november klokken 12 blive lagt en video ud på Roskilde Kunstforenings hjemmeside og Palæfløjens facebookside, hvor kulturminister Joy Mogensen åbner udstillingen, og der bliver uddelt priser til de vindende kunstnere.

Det hele er blevet optaget på forhånd i løbet af ugen, da det viste sig at være umuligt at få alle samlet på samme tidspunkt. Kunstforeningen ærgrer sig selvfølgelig over, at det må blive sådan i år, men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

– Vi har ofte været så mange til ferniseringen, at man ikke har kunnet se værkerne og høre talerne. Det får man mulighed for nu ved at se videoen, og vi kommer også til at have et klip med de tre censorer, hvor de fortæller om udvælgelsen, siger Jes Nysten, formand for Roskilde Kunstforening.

Sådan plejer der at se ud i Palæfløjen til ferniseringen af Roskilde Åben, men det bliver ikke tilfældet i år, hvor Roskilde Kunstforening i stedet lægger en video ud på åbningsdagen. Foto: Thomas Olsen

Endnu flere kunstnere

Kunstforeningen har til gengæld aldrig været i tvivl om, at Roskilde Åben skulle gennemføres, selv om mange andre tilbagevendende begivenheder og arrangementer i år er blevet aflyst.

Om Roskilde Åben

I stedet for at holde fernisering åbner Roskilde Kunstforening sin censurerede udstilling Roskilde Åben med en video. Videoen kan ses på kunstforeningens hjemmeside og Palæfløjens facebookside lørdag 14. november kl. 12. Der er adgang for publikum i Palæfløjen fra lørdag kl. 14. Der kan være 30 gæster ad gangen i Palæfløjen. Alle får udleveret et nummer ved indgangen og skal gå i samme retning gennem rummene. Roskilde Åben kan ses frem til 13. december.

– Vi ville ikke have et år uden Roskilde Åben, fordi vi synes, det er en vigtig udstilling. Det var godt, vi gjorde det, for vi fik endnu flere tilmeldinger end sidste år. Vi kan godt mærke, at folk trænger til at komme ud, siger Jes Nysten.

I alt meldte 154 kunstnere sig til udstillingen, og de indleverede til sammen cirka 600 værker. De tre censorer, maler Peter Carlsen, keramiker Vibeke Buciek samt skulptør Eva Koch, endte med at udvælge 113 værker fra 67 kunstnere. Til sammenligning bestod sidste års Roskilde Åben af 81 værker fra 42 kunstnere.

Den øgede mængde gav kunstforeningen en udfordring med at finde plads til dem alle i Palæfløjens stueetage.

– Vi skulle også få værkerne til at spille sammen, men det lykkedes, og jeg synes, vi har fået en harmonisk og flot udstilling, siger Jes Nysten.

Roskilde Kunstforening har plads til 30 gæster i Palæfløjen ad gangen, hvis de sørger for at fordele sig i lokalerne og går i samme retning. Foto: Jørgen C. Jørgensen