Tour de France-tovholder hædret af Rotary

Tour de France-tovholder hædret

Pernille Kapler Andersen fik overbragt "The Poul Harris Fellow Recognition" af rotarianer Paul Reuber fra Roskilde Rotary Klub.

Specialkonsulent i Roskilde Kommune, Pernille Kapler Andersen, er blevet hædret af Rotary-klubberne Rotary Syd, Gundsø Rotary klub og Roskilde Rotaryklub for sit flerårige arbejde med at planlægge, realisere og ikke mindst stå i spidsen for afviklingen af Grand Depart i Roskilde sidste sommer, hvor Tour de France havde etapestart i byen.

Hvad der for besøgende og borgere ”bare” var en vellykket gul folkefest den 2. juli, var for Pernille Kapler Andersen et projekt, hvor der skulle holdes tråd i trafikale udfordringer – herunder parkering, spærrede veje, nødrute til sygehus samt hjemmepleje- og madkørsel til ældre borgere.

Publikum skulle sikres en god oplevelse – og bare sikres. Frivillige skulle hverves og oplæres, franskmændenes krav til det store løb skulle imødekommes, og alting skulle klappe.

Pernille Kapler Andersen fik derfor tildelt ”The Poul Harris Fellow Recognition”, som gives til en person der har udmærket sig særligt, og som gennem sit virke har skabt noget, der er kommet mange andre mennesker til gode. En pris som blandt andet tidligere er blevet givet til den mangeårige frontfigur i Roskilde Festival, Leif Skov.