Thai-tryllerier godt fra start i containercafé

Foto: Kristian Jørgensen

Kun tre måneder nåede Elmas Container Café at holde åbent på Musicon, men med det samme er Leo's Wok Café rykket ind i stedet.

På menuen er sandwich skiftet ud med thairetter både til frokost og aftensmad, men der bliver også stadig serveret kage til kaffen. Både forårsruller, wok- retter og kage er hjemmelavet.

Bag wokgryden står indehaver Leo. Bag kaldenavnet gemmer sig Kamlai Sena-In, der gennem det meste af sit liv har arbejdet med hjemlandets køkken.

Hun får hjælp af kæresten Janus Madsen i opstartsfasen, som har været travl.

Overtagelsen er sket i en fart, da Leo og Janus kom på banen i december og overtog containercaféen ved årsskiftet.

De har ikke nået at gøre meget opmærksom på spisested og takeaway i nærområdet, men alligevel har der været pænt med kunder i januar.

Håbet er at få caféen til at løbe rundt i første omgang og sidenhen udvikle sig i takt med udvikling af Musicon, der får flere og flere boliger.

Noget tyder på, at den hjemmelavede thaimad kan få fat i Roskildes sydby, og Leo's Wok Café ser sig ikke i konkurrence med bymidtens to thairestauranter.

– Jeg tror, vi ligger så langt ude, at vi ikke kommer til at genere dem synderligt. Vi har vores egen niche herude, siger Janus Madsen, mens Kamlai Sena-In laver forårsruller og thaifrikadeller til et par frokostkunder.

Leo's Wok Café har åbent 11-20 på hverdage. Fra marts vil der også være åbent i weekenden.