Sommervejret sendes fra nationalparken

Sommervejret sendes fra nationalparken
Værterne på DR Sommervejret. Fra venstre: Mikael Jarnvig, Søren Jacobsen, Anders Brandt og Louise Gade. Det er Anders Brandt, som er vært i den uge, hvor Vores Sommervejr kommer til Nationalpark Skjoldungernes Land. Foto: DR
Værterne på DR Sommervejret. Fra venstre: Mikael Jarnvig, Søren Jacobsen, Anders Brandt og Louise Gade. Det er Anders Brandt, som er vært i den uge, hvor Vores Sommervejr kommer til Nationalpark Skjoldungernes Land. Foto: DR

Fra uge 27 til 31 besøger DR de fem nationalparker, når Vores Sommervejr sender direkte fra nationalparkerne Mols Bjerge, Thy, Kongernes Nordsjælland, Vadehavet og Skjoldungernes Land.

Nationalpark Skjoldungernes Land er sidst i rækken og får besøg i uge 31. Live-udsendelserne vil blive sendt direkte fra Roskilde Havn mandag, Sagnlandet Lejre tirsdag, Gershøj Havn onsdag og Vigen Strandpark torsdag. Fredag sendes programmet fra et studie, men med indslag fra nationalparken. Vores Sommervejr sendes på DR1 klokken 18.55 efter TV Avisen.

Når sommertogtet bevæger sig ind i Roskilde Fjord til Nationalpark Skjoldungernes Land, er det med vært Anders Brandt bag roret og et flytbart studie, der hver dag rykker til en ny lokalitet i nationalparken.

Samtidig vil der under udsendelserne være indslag fra endnu flere steder i området, hvilket betyder, at danskerne i løbet af de fem sendedage kommer med ud til en stor del af nationalparkens natur- og kulturperler.

Naturvejleder Sofie Clauson-Kaas fra Nationalpark Skjoldungernes Land har været med til at udpege gode lokaliteter og spændende historier, og hun glæder sig over, at DR Vejret kommer til nationalparken.

– Vi vil i løbet af ugen kunne vise mange sider af nationalparken, og det er ret fantastisk, fordi nationalparken netop har mange sider. Her finder man stemning og masser af mennesker på Roskilde Havn og de helt stille og fine naturområder, fx i Bidstrup Skovene. Vi skal have DR Sommervejret med rundt i det bakkede istidslandskab og ud på Roskilde Fjord med øer, holme og et enestående fugleliv. Vi skal selvfølgelig også vise lidt af områdets unikke kulturhistorie frem med skibssætninger, gravhøje og kongehaller og de sagn og myter, der fortæller om Lejre som Danmarks vugge, siger Sofie Clauson-Kaas i en pressemeddelelse fra DR.