
Forslaget, om at Roskilde skal have en ny skøjtebane, har frosset sig fast og skal nu undersøgese nærmere.
Til byrådets møde onsdag havde den unge Elisa Felici Frederiksen stillet dette borgerforslag, hvilket krævde, at hun inden havde indsamlet over 500 underskrifter.
– En skøjtehal vil være prikken over i'et en skøn by som Roskilde, der allerede har så meget. Her kan børn, unge og voksne i alle aldre mødes og have det hyggeligt sammen. Imens kan de mere passionerede dyrke kunstskøjteløb, ishockey, curling eller hurtigløb, havde hun skrevet i sit oplæg.
Alle partierne i byrådet tog meget positivt mod forslaget, der nu skal behandles i Kultur- og Idrætsudvalget, som skal prøve at finde penge på kommunens budget i nogle af de kommende år.
En rigtig skøjtehal vil koste over 30 mio. kroner, men i mellemtiden kan der laves midlertidige løsninger med overisning, f.eks. på Stændertorvet eller Hestetorvet, hvilket der også har været planer fremme om.
Men det kræver dog, at vintrene i fremtiden bliver noget koldere, end man ellers har oplevet i de senere år.
Blandt de mange fortalere i byrådet for en skøjtebane var den lokale sportsminister Claus Larsen (S), Evan Lynnerup (V), Susannne Lysholm (El) og Karsten Lorentzen (DF).
Pierre Kary (K), der selv er vokset op med skøjteløb i den canadiske Quebec-provins, var nærmest helt vild i kulden.
Den radikale Jeppe Trolle kunne varmt anbefale ideen, så alle kommunens idrætspenge ikke altid skal gå til store fodboldstadion eller nye stalde til rideklubber.
tk