Skak Snitkers glas er halvt fuldt

Foto: Louise Gregersen

Der var mulighed for at komme helt tæt på det ældgamle håndværk, da Glasgalleriet i Gasværket holdt åbent hus lørdag.

Her fortalte glaspusteren Skak Snitker om sit håndværk, om inspiration og teknikker.

– Min inspiration kommer, når jeg arbejder med materialet. For mig er det helt enkelt, for jeg ser, hvad materialet kan tilbyde at jeg gør ved det. Jeg gør ikke vold på materialet og tvinger det ikke til noget, der er unaturligt for glasset, fortæller Skak Snitker.

Han laver både drikkeglas, vaser, fade og kander. Både teknik og stil har ændret sig over tid.

– Det er nærmest et museum jeg har mig, hvis man ser på de ting, jeg har stående fremme, siger Skak Snitker.

Han har pustet glas i 40 år, og har siden 1987 drevet Glasgalleriet som er en del af Gasværket på havnen.

I den årrække er der sket en stor udvikling i produktionen af glas og keramik, som man ikke kommer uden om.

Men selvom udviklingen har taget glasindustrien ud af Danmark, så er glaspusteriet et håndværk der lever i bedste velgående.

– Jeg kan ikke producere glas til alle danskerne. Det lader jeg Ikea og andre store industrielle virksomheder om. Men jeg kan producere unika og gaver, hvor folk kan få noget andet end det sædvanlige, siger Skak Snitker.