Se billederne: Så langt er Roskilde Badet nået

Foto: Kenn Thomsen

Hvis du står og tripper på dørtrinnet med badebukserne i den ene hånd og håndklædet i den anden, så kommer du til at stå der næsten seks måneder endnu. Det bliver nemlig først omkring 31. maj, at den første etape af det nye Roskilde Badet åbner.

På nuværende tidspunkt er det eneste vand, der er til at få øje på ved komplekset, det vand der står i de store gravehuller, som entreprenør-maskinerne har lavet.

Når den gamle del af Roskilde Badet åbner, vil brugerne blandt andet opleve, at den gamle trappe til vandrutschebanen er skiftet ud med en mere vedligeholdelsesfri komposit-trappe.

– Forhåbningen er, at vi er klar med alle omklædningsrum inden Roskilde Festival, for der ved vi af erfaring, at vi har brug for alle de brusere, vi kan have kørende, siger halinspektør Peter Froh Petersen.

Efter genåbningen kommer der efterfølgende en otte måneders periode, hvor der bliver bygget »rundt om« den gamle hal.

– Vi synes jo, vi har gået længe uden, at man kan se, at der er sket noget. Der er blevet lavet rigtig meget af det, brugerne vil opleve som usynligt. Men vi nærmer os virkelig den periode, hvor folk vil tænke »nu går det stærkt«, siger han.

Det samlede Roskilde Badet åbner i første kvartal af 2019.