Nogle sager er hurtigt overstået, når kultur- og idrætsudvalget i Roskilde Kommune mødes. Det gælder blandt andet den seneste sag om kunstgræsbanen på Lillevang Idrætscenter.
Kunstgræsbanen blev ellers indviet i oktober 2020, men i forbindelse med flere foreningers ønske om at anlægge padelbaner blev Roskilde Kommune opmærksom på, at når foreningerne får en lejekontrakt eller brugsaftale på mere end tre år, så kræver det et samtykke fra Ankestyrelsen.
Roskilde KFUM har fået en uopsigelig lejekontrakt på arealet i 15 år, da Roskilde Kommune har betalt en del af kunstgræsbanen mod, at klubben selv fandt de sidste midler til projektet. Den uopsigelige lejekontrakt betød, at klubben kunne låne det resterende beløb til kunstgræsbanen.
Roskilde Kommune har nu fået det ønskede samtykke fra Ankestyrelsen, og mangler derfor kun at godkende forpligtelsen til at yde foreningen Roskilde KFUM et tilskud svarende til vederlagsfri leje af kommunens grund på Lillevang Idrætscenter i 15 år med henblik på først anlæg og nu drift af en kunstgræsbane på grunden.
– Det er sådan en teknikalitet, siger formand for kultur- og idrætsudvalget, Mogens Hallager (K) og giver udtryk for, at det har været noget papirnusseri.
Et enigt udvalgt nikkede ja til forpligtelsen, og sagen skal lige forbi byrådet, inden den er endeligt afsluttet.