Som en af få sjællændere har Kasper Kemner fra Roskilde TeamGym sikret sig en plads på DGI Verdensholdet. Han er blevet udvalgt blandt 197 kandidater til holdet, der består af 14 piger og 14 drenge.
Hovedparten af dem kommer fra Fyn og Jylland, mens der kun er fem fra Sjælland, hvoraf Kasper Kemner er den eneste fra DGI Midt- og Vestsjælland.
Nu venter et intensivt forløb med træningslejre og opvisninger i Danmark og senere en verdensturné på seks måneder til blandt andet til Asien, Australien og Sydamerika.
– I de sidste to år har den stået på intensiv og målrettet træning for at opnå min drøm om at få en plads på DGI Verdensholdet, fortæller den 24-årige gymnast, der har dyrket TeamGym, siden han var fire år gammel.

– Så det var en kæmpe følelsesmæssig forløsning, at den drøm gik i opfyldelse i fredags, siger han.
DGI Verdensholdet er allerede gået i gang med et intensivt træningsforløb med træningsweekender frem mod 25. juni, hvor de i alt 28 gymnaster og performere herefter går fuld tid som ét samlet Verdenshold.
Herfra venter 14 opvisninger og workshops i Danmark, samt en verdensturné på seks måneder rundt i hele verden.
Senere kan DGI Verdensholdet opleves på en Danmarksturné med 24 shows, hvorefter adskillige shows og workshops i Europa venter inden holdet slutter af i sommeren 2024