Lars Ahn Pedersen
En af Vikingeskibsmuseets både, Skjoldungen, er for tiden på en forsøgsrejse langs den sydvestgrønlandske kyst, men den er ikke ene om at repræsentere Roskilde i Grønland i disse dage. 18 medlemmer af Venskabsforeningen Roskilde-Nanortalik har valgt at bruge deres sommerferie på en rundrejse i Sydgrønland under ledelse af Alf Tornberg, som i mange år var koordinator for elevudvekslingerne mellem de to byer.
Opholdet blev indledt i Roskildes venskabsby Nanortalik med et marked, hvor rejsedeltagerne iført nordbodragter beskæftigede byens børn og voksne hen over to dage. 700 besøgte arrangementet, hvor der blev lavet skindpunge, malet vikingeskjolde, solgt og købt smykker og leget lege fra vikingetiden.
Det næste nordbomarked finder sted i Qaqortoq fra fredag til lørdag, og inden turen slutter i Narsaq, hvor aktiviteterne vil foregå fra søndag til mandag. Nordbomarkederne er sponsoreret af NunaFonden, Nordens institut Napa, Royal Artic Line og Den Grønlandske Fond ved rigsombudsmanden i Grønland, Kommune Kujalleq og Venskabsforeningen Roskilde-Nanortalik.
I mellemtiden er Skjoldungen nået frem til bygden Fiskenæsset, hvor den ligger i havn, inden den fortsætter videre mod Nuuk.
Forsøgsrejsen i nordboernes kølvand blev indledt fra Nanortalik den 3. juli.