Roskilde chanceløse mod topholdet

Håndbold: Slutscoren 29-23 til Aalborg fortæller ikke hele historien om en kamp, hvor Roskilde i perioder blev kørt ud af banen af 1. divisions suverænt bedste hold.

Roskilde chanceløse mod topholdet

Sarah Vabø-Rasmussen - hér mod HIK i tirsdags - nettede seks gange i Aalborg, men det var en ringe trøst. Foto: Kasper Nørgaard Hansen

Roskilde-cheftræner Daniel Rensch havde allerede advaret vidt og bredt om det i optakten til weekendens kamp i det nordjyske:

– Aalborg er generelt ekstremt dygtige på alle positioner, men mest af alt springer det i mine øjne, hvor godt et forsvar, de har. Det er virkelig en betonblok, de har dernede, og det er ikke altid sjovt at løbe ind i.

Således sagde træneren i fredags, og han kunne dårligt have kigget meget klarere i glaskuglen. I løbet af de første 25 minutter af kampen i Aalborg scorede Roskilde nemlig bare syv mål, og med så få scoringer på det tidspunkt, siger det sig selv, at det netop må have været som at løbe ind i en betonblok.

– Slutresultatet lyver – vi fik større tæsk end dét. Vi får en stribe mål i de sidste 10-12 minutter, efter at Aalborg har skiftet alle deres bedste spillere ud, og det får resultatet til at se lidt bedre ud for os. Så det blev akkurat, som jeg havde frygtet, fortæller Roskilde-træneren oven på nederlaget på 23-29.

Et nederlag, der som Rensch kraftigt antyder, snildt kunne have været meget større – for flere gange i løbet af 2. halvleg førte Aalborg med 11 mål – f.eks. ved 27-16 – inden gæsterne fik pyntet pænt på resultatet i slutfasen.

Det handlede på ingen måde om indstillingen, fortæller træneren, for der var masser af glød i øjnene på Roskilde-pigerne, da kampen blev blæst i gang. Nej, de hvidblusede blev ganske enkelt bare overmatchet på det rent håndboldmæssige.

– Hvis vi skal kunne være med mod et hold som dem, bliver vi nødt til at kunne have styr på alle små detaljer, og det var vi ikke skarpe nok i. Vi havde f.eks. en plan om, at Aalborg ikke måtte få held med deres indspil, når de var i overtal – men det var præcis hvad de gjorde, analyserer Daniel Rensch.

EH Aalborg – Roskilde 29-23 (16-12)

EH Aalborg: Mette Nielsen 6, Frida Nielsen 4, Marlene Dahlmann 4, Astrid Lynnerup 4, Andrea Jacobsen 2, Sofie Nygaard 2, Maiken Nielsen 2, Mille Eisenhardt 1. Martine Tveter 1, Emma Poulsen 1, Cecilie Termansen 1, Johanne Graugaard 1.

Roskilde: Sarah Vabø-Rasmussen 6, Viola Tranberg 4, Matilde Kirkegaard 4, Alberte Halmø 3, Christina Søndergaard 2, Sarah Grundtvig 1, Mollie Edelved 1, Lærke Malthe 1, Astrid Molander 1.

Stillinger undervejs:

2-1, 5-2, 7-4, 9-6, 11-7, 14-8, 16-10, (16-12) 19-13, 23-13, 25-15, 27-16, 27-19, 28-23.

Udvisninger:

Aalborg: 2×2 minutter (Mille Eisenhardt, Laura Skovhus)

Roskilde: 2×2 minutter (Christina Søndergaard, Mollie Edelved)

Tilskuere:

187 i Skansen, Hal 1.

Næste kamp:

Lørdag d. 11/2 kl. 14.00: Ejstrup/Hærvejen-Roskilde.