Fra 1. juli i år har Røde Kors i Roskilde overtaget et lokalt projekt, der skal opspore ensomhed hos mænd på mere end 60 år og få dem med i mandefællesskaber.
Fra 2017 har kommunen også været med i dette arbejde, men det har hele tiden været meningen, at den kun skulle være med i en bestemt periode, og derfor overtager den lokale afdeling af Røde Kors nu opgaven alene.
Ændringen blev markeret med et afskeds-arrangement for den hidtidige projektleder, Jeanne Schlenzig, og her dukkede et hav af mænd op for at hylde Mandefællesskaber og få sagt ordentlig farvel til Jeanne, der er sundhedskonsulent kommunen.
Hun har haft stor mange af dem, der kom med mange roser, hvilket blev modtaget af en tydelig rørt Jeanne Schlenzig.
Ensomme enkemænd
Nu skal Henrik Leth, der er frivillig aktivitetsleder for Mandefællesskaberne, overtage en række af Jeannes hidtidige opgaver.
– Vi er blevet godt klædt på til opgaven til at fortsætte det stærke parløb mellem Røde Kors og Jeanne, som har skabt flotte resultater, siger Henrik Leth.
Jeanne kommer også til at savne alle 'sine mænd':
– De er vidt forskellige, men der er også flere fællestræk. I flere af fællesskaberne er der mange enkemænd, og så er der mange, der har haft det svært med at gå fra arbejdsmarkedet til pensionisttilværelsen.
– De har måske ikke plejet deres private relationer i så høj grad tidligere, og det kan desværre ende ud i, at mange sidder mere hjemme isoleret, end de reelt ønsker.
13 mandefællesskaber
Der er i øjeblikket 13 mandefællesskaber i Roskilde, oprettet ud fra sammenfaldende. interesser.
Et dyrker litteraturen sammen, mens andre hellere vil ud i naturen. En deltager fra en af naturgrupperne fortæller, at det var afgørende for ham at mødts om noget, han kunne relatere til.
– Jeg føler mig egentlig ikke ensom, men jeg har savnet nogle, jeg kunne dyrke mine interesser med. Derfor har det bare været helt oplagt for mig, og så har det kastet nogle gode venskaber af sig, beretter han.
Håndbog fra Roskilde
Hvis mænd i andre kommuner har lyst til at blive inspireret, kan de passende kaste sig over en håndbog, der i disse dage er ved at blive færdig. Her kan de hente gode råd og praktiske forslag til, hvordan man starter lignende initiativer.
Den tidligere lokalformand i Røde Kors Roskilde, Anders W. Johansen, regner med, at flere vil gøre det.
– Jeg ser et kæmpe potentiale for Mandefællesskaber. Så kan vi jo være stolte af, at vi her i Roskilde har gået forrest for at gøre noget for en målgruppe, der måske ikke altid er lige gode til selv at spørge om hjælp, siger han.