Rare bolsjer til Lützhøfts Købmandsgård

Rare bolsjer til Lützhøfts Købmandsgård

Børnene fra Absalons Skoles 1.b var med da Lützhøfts Købmandsgård fik overrakt beviset på 100.000 kroner fra Nordea Fonden. Pengene er brugt til at sætte købmandsgårdens folkestue i stand, der bruges som undervisningslokale. (Foto: Jan Partoft)

Foto: Jan Partoft

Penge er der aldrig nok af, og slet ikke når man driver et museum i gamle bygninger, så det er godt når man før støtte udefra. Det er den korte version, af museumsdirektør Morten Højsgaards tale, da han fik overrakt et symbolsk bevis på 100.000 kroner af Timm Schiander fra Nordea i Roskilde, der ved denne lejlighed repræsenterede Nordea Fonden.

De gamle bygninger som Morten Højsgaard omtalte, er Lützhøfts Købmandsgård i Ringstedgade, og pengene er allerede brugt til at sætte købmandsgårdens folkestue i stand. Rummet er indrettet og bruges som undervisningslokale, når der er skoleklasser på besøg.

Ved indvielsen var 1. b fra Absalons skole inviteret til at være med og de fik lov til at prøve at være købmænd efter at museumsinspektør Jakob Caspersen, havde vist og fortalt børnene om købmanden og gamle dages handelsliv, og ikke mindst om bolsjer og kunsten at veje dem af. Bolsjerne, som Jakob Caspersen fyldte i kræmmerhuset, var bismarcksklumper og de blev delt ud som smagsprøver. De stærke pebermyntebolsjer var for skrap en kost for flere af børnene, der måtte spytte dem ud.

Bagefter gik de små med stor iver i gang med at veje kaffe og te af med hjælp af lodder og en stor gammel balancevægt, klippet gækkebreve og komme på en rundvisning i købmandsgården.

Timm Schiander fra Nordea kom med beviset på støtten på 100.000 kroner fra Nordea Fonden. Her udveksler han håndtryk med museumsdirektør Morten Højsgaard fra ROMU. Bag de to er museumsvært Heino Larsen og museumsinspektør Jakob Caspersen begge fra Lützhøfts Købmandsgård. (Foto: Jan Partoft)
Museumsinspektør Jakob Caspersen fra Lützhøfts Købmandsgård fortæller om gamle dages købmandsforretninger og hvordan indkøb foregik. (Foto: Jan Partoft)
Lodder og vægt kom i gang, da børnene fra Absalons skole gik i gang med at veje kaffe og te af i Lützhøfts Købmandsgårds folkestue, der er blevet totalt renoveret med støtte fra Nordea Fonden. (Foto: Jan Partoft)