Den oprindelige gavl fra 1736 er kommet til syne inde i Bog & Idé på Stændertorvet. Forseglet bag glas kan man iagttage væggen med et blyindfattet vindue og en grøn dør ud mod den tidligere atriumgård, der blev overdækket i 1994.
– Vi har gjort en dyd af at finde det gamle frem og vække det til live igen, fortæller indehaver af forretningen siden 2005, Tim Albrecht.
Glasmontren, der omkapsler det lille stykke historie, er åben mod himlen, så regnen kan drive ned og holde liv i de planter, der vokser ved foden af den gamle atriummur.
Kasse med udsigt
Udover denne detalje i den store boghandel, har indehaveren fået anlagt nyt gulv, skiftet inventar, malet, skiftet belysning og flyttet kassen over langs væggen mod torvet. Sidste etape foregår på førstesalen, hvor der findes personalerum og kontorer.
– Det er endeligt færdigt om et par uger. Vi har gjort det hele i fire faser over et par måneder med stor tålmodighed fra vores kunder. Det gør en kæmpe forskel, og giver meget mere luft at flytte kassen – også har kunder og medarbejdere nu direkte udsigt til domkirken, smiler Tim Albrecht.

