Ny indskærpelse til kebabrestaurant

For anden gang på syv måneder har restauranten fået en indskærpelse, denne gang på grund af en rengøring, der lod en del tilbage at ønske.

Foto: Steen Østbjerg

På mange punkter på den tjekliste, som Fødevarestyrelsens medarbejdere arbejder efter, når de er på kontrolbesøg i virksomheder, der beskæftiger sig med fødevarer, var der ingenting at udsætte på Chili’s Kebab, som blev set efter i sømmene i torsdags. Det gjaldt fx produktionsområdet og lageret, hvor der var fint rent på både gulv, vægge, hylder og i køle- og fryseskabene.

Men – for der var et stort men – over for opvaskemaskinen var et køleskab med sorte skimmellignende plamager på bagvæggen, på siderne og under hylderne, og oppe ved dejkrogen på et æltekar var der en gullig, indtørret belægning. Og under disken var et køleskab, hvor der under og mellem hylderne var ansamlinger af snavs.

Den slags duer ikke, og det indbragte restauranten, der har adresse i Stationscenteret, en indskærpelse om, at ikke kun lokaler, men også alle redskaber, udstyr og tilbehør, som kommer i berøring med fødevarer, skal holdes ordentligt rene og om nødvendigt desinficeres.

Det er anden gang på syv måneder, at Fødevarestyrelsen har fundet det nødvendigt at give Chili’s Kebab en indskærpelse. Det skete også i juni sidste år. Dengang kørte Fødevarestyrelsen en kampagne om sporbarhed, dvs. at en restaurant til enhver tid skal kunne påvise, hvorfra en given råvarer stammer. Det kunne Chili’s Kebab ikke for dagens levering af icebergsalat, tomater og agurker samt for et spyd med syv et halvt kilo kebab.

Sporbarheden er der siden kommet styr på – det viste to opfølgende kontrolbesøg i august og oktober – men ved den ordinære kontrol i sidste uge var det altså på grund af rengøringen, at restauranten fik endnu en indskærpelse.

Reaktionen fra restaurantens side var en umiddelbar erklæring om, at der ville blive gjort rent, men selv om det måtte være sket i mellemtiden, ændrer det ikke på, at der indtil videre hænger en smiley, som ikke smiler, i Chili’s Kebabs indgangsparti.