Ny erhvervsundersøgelse i Roskilde: - Vi kan blive endnu bedre

Foto: Per Christensen
15RMC PC Nytarskur.
  Enquete med deltagere ved Roskildes nytarskur for firmaer og andre interesserede.
   Foto: Per Christensen
15RMC PC Nytarskur. Enquete med deltagere ved Roskildes nytarskur for firmaer og andre interesserede. Foto: Per Christensen Per Christensen

– Jeg er glad for, at der generelt er god tilfredshed med erhvervsvenligheden i Roskilde, men det er samtidig tydeligt, at vi kan blive endnu bedre på en række punkter.

Såden siger formanden for Roskildes Erhvervsudvalg, Lars Lindskov (K), efter en stor ny undersøgelse, som er gennemført af Erhvervsforum.

– Denne undersøgelse har vi ventet på i spænding, fordi den omfatter så mange lokale virksomheder på tværs af brancher og organisatorisk tilhørsforhold.

– Virksomhederne har nu fået mulighed for helt konkret at pege på, hvor Roskilde Kommunes service er tilfredsstillende, og hvor der er plads til forbedring.

Ifølge formanden for erhvervsudvalget, skal kommunen altid være klar til at gøre noget for erhvervsvenligheden. Han er samtidig glad for, at så mange lokale virksomheder denne gang har deltaget, og at tilfredsheden generelt er høj. Det er langt bedre end i visse andre undersøgelser med lav deltagelse og dårlige resultater.

Dybere dialog

Lars Lindskov mener på baggrund af undersøgelsen, at der især er tre områder, hvor Roskilde Kommune kan sætte ind:

– Dialogen skal tydeligvis blive bedre. Vi skal bare finde ud af på hvilket niveau og hvordan.

– Ni store erhvervsorganisationer og fagbevægelsen er allerede med i vores erhvervsudvalg, der mødes 7-8 gange årligt.

– Kommunen er bl.a. sammen med Erhvervsforum vært for nytårskur og sommertræf, og desuden har vi dialogmøder, hvor alle virksomheder, der er medlem af Dansk Industri og Dansk Byggeri bliver inviteret.

– Herudover har vi partnermøder med alle butikker samlet i Roskilde Handel og Erhvervsforum. Så på dét niveau har jeg svært ved at se, hvordan vi kan have bedre dialog.

– Derfor skal vi nok sætte mere ind, når det gælder kommunikation og dialogen mellem den enkelte afdeling i kommunen og virksomhederne samt i sagsbehandlingen. Her må vi dykke ned og se nærmere på kommunens servicekultur, mener Lars Lindskov.

Skatter og afgifter

Erhvervsskatter og afgifter peger nedad

Et andet indsatsområde for Lars Lindskov er skatter og afgifter, plus den manglende vilje i Roskilde til at lade private aktører løse flere kommunale opgaver.

– Men disse punkter bestemmes jo af det politiske flertal i Roskilde.

– Personligt så jeg gerne den særlige erhvervsskat, 'dækningsafgiften', sat ned.

– Den beregnes af grundværdierne og opkræves typisk af lejerne, hvilket blandt rammer de små butikker i bymidten, hvor udlejerne naturligvis opkræver den hos butikkerne. Denne skat opkræves ikke i nabokommuner som Solrød og Lejre, og her er folk mig bekendt ikke faldet om i mangel på velfærd.

– Vi ved, at det er et konkurrenceparameter, når man skal lægge sin virksomhed i en kommune eller vurdere, om man skal blive eller flytte. Derfor må vi drøfte det politisk, hvor der hidtil ikke har været flertal for det i byrådet, forklarer Lindskov.

Opgaver til private

Lindskovs tredje indsatsområde er konkurrence-udsættelse eller markedsprøvning, hvilket ikke er det samme som udlicitering.

– Her drejer det sig om, at kommunen udbyder en given service, og at de private virksomheder kan byde ind. Det kan være på hårde områder på park og vej, men det kan også være mere bløde områder som undervisning, børnepasning og ældrepleje.

– Vi skal nok også se på, hvordan udbuddet organiseres, så flere lokale kan være med, samtidig med at vi overholder udbudskravene.

– Her er der helt tydelig en kraftig kritik fra de lokale virksomheder, så det bliver vi nødt til at behandle politisk. Byrådet er delt i denne sag, men lad os nu forhandle på tværs og finde løsninger, så der også på dette punkt kan blive større tilfredshed. Det er jo trods alt erhvervslivet, der finansierer vores fælles velfærd, konkluderer Lars Lindskov.