Nu åbner Klædeskabet: Her deler kvinder klude

Foto: Anna Weinø
- Jeg har hele tiden vidst, at Roskilde skulle være det næste, og jeg har gået og ventet på det rigtige lokale, siger Lene Olesen, der er indehaver af Det Kollektive Klædeskab på Vesterbro og nu også i Roskilde.
– Jeg har hele tiden vidst, at Roskilde skulle være det næste, og jeg har gået og ventet på det rigtige lokale, siger Lene Olesen, der er indehaver af Det Kollektive Klædeskab på Vesterbro og nu også i Roskilde.

I min garderobe har jeg cirka 200 stykker tøj. Hver måned tilføjer jeg 5 stykker mere, da jeg ugentligt går på jagt i genbrugsbutikker. Ifølge statistikken er der 30 procent af tøjet, jeg slet ikke bruger.

Det er kvinder som mig, Det Kollektive Klædeskab forsøger at nå. Det er et tøjfællesskab for kvinder, der gerne køber en ny kjole, bruger den en gang eller to og ellers lader den hænge på bøjlen.

Tirsdag klokken 12. åbner indehaveren Lene Olesen dørene op til Det Kollektive Klædeskab på Karen Olsdatters Stræde.

Jeg mødte hende mellem halvtomme tøjstativer og fyldte sække i de travle dage op til åbningen.

– Lige nu skal vi have fyldt op med tøj, siger Lene Olesen, der dagen forinden holdt åben for tøjdonationer.

Om Det Kollektive Klædeskab

Man skal være medlem for at blive en del af tøjfællesskabet. Det koster 169 kroner om måneden. Man optjener point for det tøj, man donerer. Pointene kan bruges på nyt tøj i butikken. Butikken i Roskilde er den syvende af sin slags. Det er den første butik, der rummer Det Lille Klædeskab med børnetøj.

Alt for meget tøj

Tøjindustrien står for 10 procent af verdens CO2-udledning og belaster klimaet mere end flytrafik og shippingindustrien tilsammen.

Det Kollektive Klædeskab ønsker at gøre op med danskernes overforbrug af tøj.

– Der er alt for meget tøj derude. Jeg vidste det jo godt, inden jeg startede, men det kom bag på mig, siger Lene Olesen, der også ejer Det Kollektive Klædeskab på Vesterbro i København.

– Tøjet skal have værdi for andre, og det skal selvfølgelig ikke være nusset eller beskidt. Det må heller ikke være »outdatet,« som de unge siger, siger Lene Olesen om det tøj, som man kan donere til klædekredsløbet. Nogle ting giver 50 point, som svarer til 100 kroner. Hvis tøjet er af høj kvalitetet eller fra et dyrt mærke, så får det endnu flere point. Foto: Kim Rasmussen

Når jeg kigger på mine 200 stykker tøj, så finder jeg det meste kedeligt, når jeg har gået med det et par gange. Ifølge Lene Olesen er jeg ikke den eneste.

– Som kvinde har man lidt den der: »Ej, jeg har lige lyst til noget nyt,« siger Lene Olesen.

Jeg nikker genkendende og en smule flovt.

– Her kan man få nyt tøj med god samvittighed. Vi belaster ikke miljøet, for vi bytter jo bare tøj, som var der i forvejen, siger Lene Olesen.

Hvorfor arbejde gratis?

Allerede inden åbning har Det Kollektive Klædeskab i Roskilde over 70 medlemmer og 25 frivillige.

De frivillige står i butikken to gange om måneden. De får ikke løn, men gratis medlemskab for deres arbejde. Lene Olesen får løn for at drive sine to forretninger fuldtid.

– Min familie undrer sig over, hvorfor jeg har så mange frivillige. De fatter ikke, de gider arbejde gratis, siger Lene Olesen, der har flere bud på, hvorfor de frivillige strømmer til.

– Man er den første, der kigger på tøjet, og så har vi et megagodt fællesskab. Jeg tror, det er det gode formål, som folk er fælles om, siger hun.

Det Kollektive Klædeskab har adresse i Karen Olsdatters Stræde 4A.

København, Svendborg og Aarhus. Det Kollektive Klædeskab findes allerede i seks andre byer. Butikken i Roskilde er den første til at åbne Det Lille Klædeskab for børnetøj. Den fungerer som butik for sig og kræver et andet medlemskab, der også koster 169 kroner. Foto: Kim Rasmussen