Af Amalie Jensen og Josefine Glerup Jacobsen
Der er koldt i lokalet. Den eneste varme er den, der genereres gennem en lille blæser, som er placeret ved siden af en stor, grøn lænestol, som Marie Louise Boman Hansen netop har fundet gratis på nettet.
“Kongestolen”, som Marie Louise selv kalder den. Iført sin armygrønne kedeldragt og en stor ulden sweater kaster hun sig på tværs op i stolen, som var det en sofa. Den har stået der i få dage og har allerede pletter af indtørret ler.
Hendes nye værksted er en garage i Solrød. Marie Louise har endelig fundet et sted, hvor der er plads til at drømme, men sådan var det ikke indtil for nylig.
Da stod hendes drejeskive i stedet på badeværelset i hendes etværelseslejlighed i Trekroner. Her var hun i fuld gang med at lave den keramik, hun skulle nå at have klar til julesalget, i protest mod det faktum, at hun ikke havde andre steder at være. På den måde tvang hun sig selv til at tænke i større baner, fordi hun lod sig selv mærke, at badeværelset var for småt til hendes drøm.
Drømmen startede tilbage i 2018, hvor Marie Louise havde keramik som hovedfag på Odder Højskole. Dengang havde hun aldrig lavet keramik før, og langsomt blev hun bidt af håndværket. Men højskolen sluttede og hun tog hjem til sine forældre i Kolding.
En kriblen begyndte i hendes fingre. Og med den kom også en frustration over ikke at kunne få fingrene i leret. For dér sad hun, i sine forældres hus, og havde ingen af de ting, hun skulle bruge. Og det er ikke sådan lige at få fat i, da ler, drejeskive og ovn er dyrt og kræver plads.
– Jeg stod med en følelse af, at jeg havde brug for at lave det, men der var ingen mulighed for at gøre det, og frustrationen resulterede i et sammenbrud i køkkenet hos mine forældre, fortæller Marie Louise.
Men kort tid efter flyttede hun til Odense for at studere, og her fandt hun et værksted og forskellige kurser, hun kunne deltage i. På den måde fik hun udløst den kriblen, hun længe havde haft. Og samtidig fik hun mulighed for at dygtiggøre sig.
Men da studiet i Odense var ikke noget for Marie Louise, stoppede hun et halvt år efter. I stedet flyttede hun til Roskilde for at starte på et nyt studie, men det betød, at hun igen måtte starte forfra. Jagten gik i gang igen.
Slået hjem igen og igen
Tilbage i værkstedet i Solrød sidder Marie Louise ved drejeskiven. Hendes helt egen. Der er intet varmt vand, så vandet i skålen foran hende er iskoldt. Ligesom resten af lokalet.
Men ihærdigt stikker hun alligevel fingrene i det og lægger hænderne om leret, mens hun trykker pedalen i bund og skiven begynder at dreje. En ro falder over hende. Hun kigger op en gang imellem, og hun smiler fra det ene øre til det andet. Hendes rette element. På 10 minutter har den grå klump forvandlet sig til en kop. Det ser legende let ud, men det er det ikke.
– Det tager ikke timer at lære. Det tager år, fortæller Marie Louise, da hun rejser sig fra sin taburet.
Lige da hun flyttede til Roskilde, tog hun weekend- og aftenkurser på et værksted i byen. Det var egentlig ikke for at få undervisning, men for at få adgang til faciliteterne, så hun kunne øve sig. Hun tog også på højskole flere gange. Men ventelisterne var lange og priserne høje, så det var ikke en holdbar løsning i længden.
Ishøj Kunstforening blev hendes redning i en periode. Her var der alt, hun skulle bruge. Ovn, drejeskive og glasur. Hun startede i foreningen sidste sommer, og lavede blandt andet den keramik, hun solgte på et julemarked samme år.
Hun havde fået en stor bestilling på juletræer, men da coronapandemien ramte verden, lukkede kunstforeningen også. Fire juletræer manglede Marie Louise at få brændt, før bestillingen var færdig. Efter en jagt, der strakte sig over hele Sjælland, fandt hun endelig en ovn i Holbæk, hun kunne leje til at få brændt de sidste træer.
I foråret åbnede verden langsomt igen, og det samme gjorde kunstforeningen. Men for Marie Louise gik det alt andet end langsomt med at komme i gang med keramikken igen. Der gik ikke længe, før hendes produktion oversteg rammerne for, hvad kunstforeningen kunne rumme. Og det fik hun pænt af vide.
Igen blev hun sendt tilbage til start.
– Sommeren over følte jeg en desperation over ikke at kunne lave min keramik, som jeg gerne ville. Så jeg begyndte at bruge min lejlighed, mens jeg søgte efter steder at være, fortæller Marie Louise. Hun sidder nu på gulvet i garagen i Solrød og skraber bundene på de juletræer, hun arbejder på at få klar til julesalget i år.
De samme juletræer blev for kort tid siden lavet på drejeskiven på badeværelset hjemme i Trekroner. Efterfølgende blev de sat til tørre på én af de reoler, hun havde sat op i lejligheden til formålet.
Timerne på det fem kvadratmeter store badeværelse var ikke præget af den frustration, hun tidligere havde følt. Hun fik stillet sin kriblen i fingrene og følte, at hun kom fremad, omend langsomt. Og hun vidste, at det kun var midlertidigt.
Det endte med kun at være halvanden måned, hvor hun skulle passe på med ikke at banke baghovedet op i en håndvask, hver gang hun rejste sig fra drejeskiven. For en uge siden fik Marie Louise nøglerne til sit 45 kvadratmeter store værksted i Solrød, og her er der meget mere plads til at drømme end på badeværelset. Ni gange så meget plads til at drømme, for at være helt præcis.
Giver både ro og uro
Værkstedet er endnu ikke færdigt. På gulvet ligger tre tæpper, som hun kan sidde på, når kongestolen bliver for blød. To store træborde står op ad hver sin væg.
På det ene bord ælter hun leret. Det er hårdt arbejde for både Marie Louise og bordet. Det andet bord er præget af et organiseret rod. Værktøj, rester fra sidste års produktion og et krus med den kaffe, hun har lavet i sin nye kaffemaskine.
Hun mangler en elkedel, så hun har varmt vand til både at lave nudler til de lange dage og til at blande i det iskolde vand, som hun bruger til leret, når hun former det. På den måde kan hun bevare motorikken i fingrene, når vi rammer vinteren. Næste uge får hun sin egen ovn, der skal sætte prikken over i’et. En livsinvestering, som hendes forældre kalder det. Møblerne har hun fundet gratis, og resten har hun brugt sin opsparing på.
Men at lave keramik handler ikke kun om det materielle.
– Keramik giver mig muligheden for at finde ind i mig selv. Jeg kan komme væk fra travlheden og slappe af, mens jeg stadig bruger min tid på noget produktivt, hvor jeg opnår noget, fortæller Marie Louise.
Men ligesom hun føler en ro, når det lykkes for hende, så føler hun også en uro, når det ikke gør. Der findes to slags dage. Enten bliver det en dag, hvor hun får produceret en masse og forlader sit værksted stressfri. Ellers bliver det en dag, hvor hun smider kopper på gulvet og flækker sine ufærdige porøse skåle, så hun forlader værkstedet i minus på produktionen. Hvad der afgør dagen er ofte, om hun er i det “rigtige” humør.
– Det rigtige humør er, når jeg har overskud og ikke er træt i kroppen. Og når det er rigtig godt, så kribler det i fingrene. Men selvom jeg elsker keramik, er det også en udfordring. For det trækker hele tiden i mig, og det er frustrerende, hvis mit hoved så ikke er til det, fortæller Marie Louise.
En alsidig fremtid
Hjemme i sin etværelseslejlighed i Trekroner har Marie Louise ikke meget af sin egen keramik i køkkenskabene. Hun vil hellere sælge det, hvis det virker og er pænt. Hun fortæller, at det altid er en overraskelse, når hun åbner ovnen, efter keramikken er blevet brændt. Men ind imellem er det også en røgsky af frustration, der rammer hende, hvis det færdige resultatet ikke er, som hun håbede på.
Lige nu laver hun flest skåle, men målet er at blive bedre til at producere tallerkener og krus. Idéen til meget af den keramik, hun laver, er opstået på baggrund af en mangel på lige netop dén ting i dagligdagen. Hun vil for eksempel gerne lave et krus, der passer til hendes eget behov.
– Det skal være et krus uden hank, siger hun, imens hun viser, hvordan hun ikke bruger hanken på det krus, hun sidder med.
Kruset, hun vil lave, skal helst have plads til en halv liter te, men ler er varmeledende, og derfor er det svært at lave et krus uden hank.
– I hvert fald uden at brænde sig, fortæller hun.
Selvom keramikken er hendes hjertebarn, kan hun ikke dedikere alle døgnets timer på det. Hun har også sit fuldtidsstudie på RUC og et arbejde at passe.
Lige nu sælger hun sine ting under navnet Marielou Ceramics via sin Instagram og webshoppen crewo.dk, som er et kunstnersamarbejde baseret i Roskilde. Men selvom hun er kommet et godt stykke, så drømmer hun videre. Hun vil på længere sigt gerne have sin egen webshop, et større værksted og udbyde sine egne kurser.
Om keramik bliver hendes fuldtidsbeskæftigelse eller ej, ved hun ikke endnu. For selvom hun elsker det, så er hun også glad for den uddannelse, hun er ved at tage. Men drømmene er store, og nogle dage når de helt til Sydfrankrig, hvor hun en dag gerne vil have et værksted.
– Men måske bliver det først, når jeg går på pension, griner Marie Louise.
