Musikklassikere med første parket til domkirken

Solen skinner, og det ligner scenariet fra en helt almindelig sommerdag. På gårdspladsen foran Odd Fellow Palæet lyder tonerne fra klassikere som eksempelvis »Proud Mary« og »Tears in Heaven«.

Det er anden lørdag, forpagterparret Birgitte og Finn Bendixen byder på musik. Der er næsten helt fyldt ved alle borde, så det er tydeligt, at Roskildes borgere har sukket efter livemusik.

– Vi synes selv, det er lidt sjovt at lave det, siger Finn Bendixen og kigger ud på tilskuerne, som sidder ved bordene og hygger sig.

– Nogle køber en sandwich, og andre nøjes med at købe en øl eller et glas vin, fortæller han og vurderer, at der er omkring 100.

– Vi er vejrafhængige. I sidste uge var der nogenlunde det samme, siger Finn Bendixen, som er meget tilfreds.

Musikken står duoen Lars Kristian og Holm for. De står under en hvid pavillon, der i dagens anledning fungerer som scene.

– Jeg vil hellere sidde og kigge på domkirken. Det er bedre end på kroen, lyder det fra en kvinde, som sidder tæt på den hvide pavillon, der er dagens scene for musikken.

Hun har vendt sig, så hun netop har øjnene rettet mod Roskilde Domkirke, der er nabo til gårdspladsen. Fordi gårdspladsen ligger lidt lavt, ser domkirken endnu større ud.

Finn Bendixen indrømmer, at de laver disse lørdagsmusikarrangementer for at gøre opmærksom på, at de er der.

– Jeg er så heldig, at jeg har så mange venner i musikbranchen, som vil komme og spille her. Mange tror jo, at man skal være medlem af Odd Fellow Logen for at holde fest her eller have en onkel, som er, men alle er velkomne. Man skal bare ringe. Vi har den skønneste beliggenhed på Sjælland, siger Finn Bendixen med begejstring i stemmen og oplyser, at de kan tage selskaber fra 40-100 personer.

Mens der er musik om lørdagen, er der åbent til salen, så nysgerrige kan kigge indenfor og se festsalen.

Foreløbig er der musik de næste to kommende lørdage.