Den lokale kandidat for Dansk Folkeparti, Merete Dea Larsen, forventer ikke at komme i Folketinget med det valg, som Dansk Folkeparti står til.
– Det vil jeg betragte som meget usandsynligt. Jeg kan slet ikke se det ske, med det valg vi har fået. Vi står til fem mandater. Skulle to af dem falde i Sjællands Storkreds, så har vi et par meget stærke kort med Pia Kjærsgaard og Rene Christensen. Skulle jeg have gjort mig forhåbninger om at blive valgt, så skulle vi have haft mindst et mandat mere på Sjælland, siger hun.
– Jeg er egentlig ikke så overrasket over resultatet, for det er gået lidt som forventet. Jeg hører ikke til dem, som frygtede, vi endte under spærregrænsen, siger Merete Dea Larsen.
Med det endelige valgresultat klar ser hun med spænding frem til, hvad der nu kommer til at ske.
– Med det sidste mandat til rød blok sent i aftes, så kan Mette Frederiksen nu gøre, som hun vil. Lars Løkke er ikke udslagsgivende med hans nye radikale midterparti. Jeg tror, det kommer til at tage lang tid, før vi ser det endelige resultat af valget. Mette Frederiksen skal jo vise, at hun vil arbejde for en bred regering. Om hun så reelt gør det, må meldingerne fra Christiansborg så vise. Det er ikke til at forudsige, hvilken regering vi ender med, men det bliver med Mette Frederiksen som statsminister. Jeg kan ikke se de Radikale pludselig blive blå, og jeg er ikke i tvivl om, at Lars Løkke peger på Mette Frederiksen. Om de så ligefrem ender i regering sammen er rene gætterier, lyder det fra DFs kandidat i Roskilde.