Hvad skal varme husene på landet op i en fremtid uden naturgas og oliefyr? Det spørgsmål stiller mange husejere på landet sig, og i Gundsølille har tre borgere nu sat sig for at finde ud af, om løsningen skal være et fælles varmeanlæg.
De tre fandt sammen torsdag aften efter et møde arrangeret af landsbylavet for Ågerup og Omegn med Grønt Oplysningsforbund om varmeforsyning i fremtiden.

– Det er synd at sige, at vi er kommet langt, og vi aner ikke, om vi lykkes. Men forsøget skal gøres. Vi er tre beboere fra Gundsølille, som nu vil stikke fingeren i jorden hos alle i byen for at undersøge interessen for en fælles løsning. Vi kigger lidt i retningen af termonet, men det er slet ikke sikkert, vi lander der, siger Bent Søgaard, som er en af de tre.
Optimisme
Den lille nye borgergruppe er optimister i forhold til et fælles anlæg, da den lille by trods alt rummer både en skole og en idrætshal.
Vi er tre beboere fra Gundsølille, som nu vil stikke fingeren i jorden hos alle i byen for at undersøge interessen for en fælles løsning.
Bent Søgaard, Gundsølilles borgergruppe for fællesvarme
– Det er jo to store potentielle aftagere, som kan give noget volumen i det samlede forbrug, siger Bent Søgaard.
Via mødet torsdag aften har gruppen allerede kontakt til flere kloge folk, herunder en meget vidende lærer på Lindebjergskolen og folkene fra blandt andet Termonet.
Da netværket er så nyt, er Bent Søgaard ikke klar til at sige noget om, hvornår gruppen håber at have en konklusion på deres sonderinger, ej heller hvor mange husstande der kan være med.
Vandværket i Gundsølille leverer vand til 65 husstande, så det bliver i hvert tilfælde ikke flere husstande end 65, men langt mindre kan også gøre det.