Roskilde: Forældre til børn i daginstitutioner og sfo'er i Roskilde slipper for at blive tvunget til at holde sommerferie i bestemte uger. Med den budgetaftale, S, SF og R indgik fredag, står det nemlig klart, at tanken om lukkeuger i daginstitutioner og sfo'er er droppet. I stedet hentes den fornødne besparelse hjem udelukkende ved at skære i normeringerne. Det skriver DAGBLADET Roskilde.
Budgettet opererer med uændret skat, et anlægsprogram på 160 millioner kroner og et samlet overskud i størrelsesordenen ti millioner kroner. Flere varslede besparelser er blevet reduceret, blandt andet på folkeskole- og kulturområdet. Andre besparelser består, blandt dem en privatisering af kommunale villaveje.
– Alle de parametre, vi havde som mål, er lykkedes, siger borgmester Poul Lindor Nielsen (S), der bl.a. glæder sig over, at salg af jord og fast ejendom af sat så lavt som 25 millioner kroner. Han forventer, at tallet bliver højere, og partierne har aftalt, at et eventuelt større provenu ikke skal bruges, men styrke kommunekassen.
Henrik Stougaard (SF) betegner budgettet som en historisk opbremsning i kommunens økonomi, som ingen kunne have forudset for tre år siden.
– Det er foregået under civiliserede former, fordi vi har været i ærlig dialog med borgerne, og jeg tror, borgerne kan se, vi har lyttet, siger Henrik Stougaard.