Landsby reducerer CO2- udslippet med en fjerdedel

Et energisamarbejde mellem Roskilde Kommune og landsbyen Herringløse har på fire år reduceret landsbyens CO2-udslip med 25 procent. Det vækker naturligvis glæde hos formanden for landsbyrådet, Anders Gøricke.
Et energisamarbejde mellem Roskilde Kommune og landsbyen Herringløse har på fire år reduceret landsbyens CO2-udslip med 25 procent. Det vækker naturligvis glæde hos formanden for landsbyrådet, Anders Gøricke.

Gennem de sidste fire år har Herringløse været energilandsby. Projektet har fået borgerne i Herringløse til at tænke og tale om deres energiforbrug. Tallene fra en spørgeskemaundersøgelse, som Herringløse Landsbyråd har gennemført, viser, at de undersøgte boliger har reduceret CO2-udledningen med 25 procent og med 35 procent i forsamlingshuset. Samlet set er det 131 ton CO2 årligt, skriver Roskilde Kommune i en pressemeddelelse.

Landsbyrådet i Herringløse har siden 2010 sammen med Roskilde Kommune gennemført en lang række initiativer for at sætte fokus på klimadagsordnen.

Der har været flere arrangementer og fester, og et stort fælles arbejde har medført, at mange boliger er blevet energirenoveret med efterisolering og nye vinduer eller har fået mere vedvarende varmeanlæg som pillefyr, solceller og jordvarme.

– Landsbyrådet i Herringløse har støttet op om projektet, og vi har sammen med Roskilde Kommune holdt en række arrangementer. Det er lykkedes os at få borgerne i Herringløse til at tænke og tale om deres energiforbrug, så jeg regner med, at de gode bestræbelser på at forbedre klimaet fortsætter de næste år, siger formand for landsbyrådet, Anders Gøricke.

Reduktionen har formanden for klima- og miljøudvalget langt mærke til.

– Det er meget glædeligt at konstatere, hvordan lokale ildsjæle kan medvirke til at opnå betydelige resultater og store klimaforbedringer. Dette resultat viser, at der er et stort potentiale i at energirenovere bygningerne og omlægge til vedvarende varmesystemer. Den udvikling ønsker kommunen at støtte gennem nye initiativer, siger Jeppe Trolle (R).