Kommunen siger nej til musikbrag – nye steder i spil

Foto: Kristian Jørgensen
©THOMAS OLSEN 070712
  ROSKILDE FESTIVAL LØRDAG  - ALISON KRAUSS & UNION STATION
©THOMAS OLSEN 070712 ROSKILDE FESTIVAL LØRDAG – ALISON KRAUSS & UNION STATION

Billetsalget er i gang, men Rock i Haven må opgive planerne om at samle op mod 20.000 mennesker til en stor musikfest i Rådmandshaven 19. maj, hvor blandt andre Sort Sol og Dizzy Mizz Lizzy skulle spille.

Kultur- og idrætsudvalget i Roskilde Kommune har enstemmigt afvist ansøgningen om at afholde koncert på boldbanerne ved Roskilde Idrætspark. Udsigten til larm og naboklager blev afgørende for, at det blev et nej.

– Vi skal selvfølgelig have nogle koncerter, men det skal ikke være, før det nye stadion er færdigt. For så har vi den form for yderafskærmning, der ikke er nu, siger Birgit Pedersen (SF) efter sit sidste møde som udvalgsformand.

Kommunen vil i stedet tilbyde arrangørerne at holde koncerten i Arena-området på Dyrskuepladsen. Den placering afviser Danske Koncerter & Events, der står bag i Rock i Haven.

– Det kommer ikke til at ske. Der har været andre lokationer i spil, og dem vil vi prøve at få fat i. Hvis kommunens eneste løsning er Dyrskuepladsen, kommer vi ikke til at holde det, siger direktør Casper Christensen efter afslaget.

Han ser dog gode muligheder for allerede i dag, torsdag, at få godkendt en anden placering i Roskilde by.

Hvor kan han ikke afsløre, før der er givet grønt lys, men det er et sted, som er politisk godkendt til koncerter.

Artiklen er en forkortet version af en artikel bragt i DAGBLADET Roskilde torsdag den 7. december. Du kan købe adgang til at læse dagens avis på linket her:

http://sn.dk/modules/sn/flow_page_buy