Togtrafikken kørte ikke helt optimalt i en periode onsdag aften omkring Roskilde. Alle tog kørte nemlig med nedsat hastighed.
Men når man hører årsagen, så er det kun at nikke anerkendende for en suveræn indsats.
Politiet fik nemlig klokken 18.26 en melding om en pige, som opholdt sig tæt på togskinnerne ved Roskilde Station.
Et hurtigt kald til DSB fik alle tog til at liste forbi stationen med nedsat hastighed.
Politiet sendte flere patruljer til området og fik bare 15 minutter efter opkaldet kontakt til en uskadt, men uligevægtig 15-årig pige, som viste sig at være forsvundet fra den institution på Vestsjælland, hvor hun skulle opholde sig.
Da hun var i sikre hænder, kørte togene igen normalt.
Et samarbejde mellem politiet, institutionen og en læge om pigens ve og vel endte med, at den 15-årige blev indlagt på et sygehus til fornøden omsorg og behandling.