Mia Kristina Hansen råber op, efter hendes kollega på det psykiatriske bosted Center Lindegården i Roskilde blev dræbt på tragisk vis fredag aften. Ifølge Mia Kirstina Hansen er det ikke sikkerhed eller kompetencer til at håndtere psykisk syge, der mangler. Det får hende til at skrive en statusopdatering på Facebook.
En opdatering der i skrivende stund er blevet delt mere end 17.000 gange på det sociale medie.
– Det siger mig lidt om, at jeg har ramt noget, der er helt rigtigt, når så mange deler og kommenterer det. Jeg skrev det med hjertet, som jeg oplever hver dag, siger Mia Kristina Hansen til DAGBLADET Roskilde.
Hun er socialpædagog på Center Lindegården, og hun oplever jævnligt, at psykisk syge kommer til det psykiatriske bosted Lindegården, selvom de ikke er raske nok til at være der.
»Det var en af mine kollegaer der blev myrdet fredag aften af en beboer. Det vi allesammen har frygtet ville ske, er sket og det er dybt tragisk. Lindegården er en god arbejdsplads, hvor vi har mange beboere der har gavn af den hjælp Lindegården tilbyder. Desværre oplever vi at de beboere der er begyndt at flytte ind, er beboere som er for psykisk syge til at bo på en § 108 institution, beboer som burde være indlagt.«
Sådan starter Mia Kristina Hansens lange opslag på Facebook.
– Der er klart brug for flere sengepladser på de psykiatriske afdelinger og brug for mere personale, så de psykisk syge ikke bliver skrevet ud, før de er raske nok. Du kan sammenligne det lidt med et åbent benbrud, hvor man bliver udskrevet, før man har lukket benet, lyder det fra den dræbtes kollega.
Hun mener ikke, situationen er tilfredsstillende for hverken de syge, de ansatte på bostederne eller for de ansatte i psykiatrien.
– Jeg er sikker på, at de, der arbejder på de psykiatriske afdelinger, gør alt det bedste, de kan. Men de står i et kæmpe dilemma hver dag, fordi de må udskrive patienter, der ikke er færdigbehandlet, siger Mia Kristina Hansen.
Læs mere i DAGBLADET Roskilde tirsdag.