KFUM tjente på at skære ned

Foto: Kristian Jørgensen
KFUM?s Boldklub havde en rigtig god Roskilde Festival, selv om de havde droppet kioskerne. Foto: Anders Ole Olsen
KFUM?s Boldklub havde en rigtig god Roskilde Festival, selv om de havde droppet kioskerne. Foto: Anders Ole Olsen Fotograf : Anders Ole Olsen / Sjaellandske Medier.

For Roskilde KFUM blev 2016 et rigtigt jubelår på Roskilde Festival.

Fodboldklubben har ganske vist kun en omsætning på omkring to millioner kroner mod tre en halv sidste år, men i lyset af at de har koncentreret sig om tre madboder og skåret seks kiosker fra, er det gået uovertruffent.

Faktisk ser det ud til, at overskuddet ender med at blive større end sidste år.

– Jeg tør godt lægge hovedet på blokken og sige, at det er bedre end 2015, siger klubbens festivalansvarlige, Jan Themsen, der tror, at vejret har været en fordel for Roskilde KFUM's Det Spanske Madhus.

– Det er middelmådigt sommervejr, og så spiser man måske også mere varmt mad end koldskål. I to af de her tre boder har vi solgt æg og bacon til morgenmad, og det har været en stor succes for os, siger Jan Themsen og fortæller, at det også er gået strygende for de risretter, boderne har serveret i fire år.

Han mener også, at festivalens logistik og servicering af foreningerne har været bedre end sidste år. Endelig har det været et stort plus, at Apollo-scenen er blevet en del af musikpladsen, for her led en af klubbens boder af at ligge i lidt af et ingenmandsland mellem camping og musikplads.