Jyllinge Løbeklub løber efter JGI

Roskilde: Jyllinge Løbeklub har travet deres egne veje uden at knytte sig til andre idrætsfællesskaber i klubbens femårige historie.

Nu lægges der imidlertid op til, at klubbens sololøb kan slutte. Jyllinge Løbeklubs bestyrelse besluttede på et bestyrelsesmøde i onsdag aften at indstille til generalforsamlingen den 9. marts, at bestyrelsen får medlemmernes opbakning til at arbejde videre med planerne om at blive en del af Jyllinge-Gundsømagle Idrætsforening, som i forvejen tæller 14 afdelinger og i omegnen af 6500 medlemmer.

– Vi har brugt både krudt og penge på at holde vores administration kørende. Og da det er blevet billigere at være medlem af JGI, så kan vi se nogle fordele i, at vi kan være en del af den administration, som JGI i dag har. Så det er bestemt noget, som vi vil anbefale vores medlemmer at stemme ja til ved generalforsamlingen, siger konstitueret formand for Jyllinge Løbeklub, Lisbeth Boddum.