Julemarked aflyst: Kun plads til fire kunder

Foto: Jan Partoft
Kravet om maksimalt at samles 10 personer betyder, at det ikke er muligt at holde julemarked på Stændertorvet, selv om der i første omgang var givet tilladelse til det.
Kravet om maksimalt at samles 10 personer betyder, at det ikke er muligt at holde julemarked på Stændertorvet, selv om der i første omgang var givet tilladelse til det. Jan Partoft

Stændertorvet i Roskilde får ikke det julemarked, som Anne Klein og Lis Hazel Nielsen havde gjort en stor indsats for at få arrangeret.

– Vi har fået en kedelig besked fra politiet om, at de har lavet en kommunikationsfejl i forbindelsen med godkendelsen af julemarkedet, fortæller Anne Klein.

– I første omgang havde vi fået at vide, der ikke skulle søges om tilladelse hos politiet men kun hos kommunen, som har givet tilladelse til at sætte hytterne op.

– Men i går blev jeg ringet op af politikommissær Jan Siirsen, der fortalte mig, at der var sket en kommunikationsfejl fra politiets side, vi skulle have en tilladelse, og den har jeg også fået.

– Den betød bare, at i hele det store område, hvor hytterne skulle have stået måtte der kun være 10 personer. Det vil sige seks i de seks hytter, og så var der kun plads til fire kunder.

Den begrænsning kunne Anne Klein hurtigt regne ud, ville give mange problemer.

– Det kan jo ikke lade sig gøre at begrænse kunderne til så få, selv med alle mulige corona-forholdsregler, og da det det er mig, der står til at få bøder i 10.000 kroners klassen, har vi valgt at aflyse julemarkedet.

Anne Klein har nu haft travlt med at forklare aflysningen til stadeholderne og få betalt penge tilbage til dem.