Irma lukker: – Vi er jo rystede

Kunderne er ikke imponerede over, at Irma lukker, og butikken i Skomagergade bliver en Coop 365. Butikschefen, der har været “Irma-pige” i 40 år, ved ikke, om han følger med.

Butikschef Morten Langebæk fik nyheden om Irma-lukningen tirsdag morgen.

Foto: Kristian Jørgensen

Det er nogle skuffede kunder, DAGBLADET Roskilde møder i den lokale Irma kort efter nyheden om, at hele Irma-kæden bliver lagt i graven, og butikken i Skomagergade bliver en Coop 365.

– Det er jeg rigtig ked af. Jeg har handlet her rigtig meget, siger læge Frederikke Hvolris fra Roskilde.

Hun kommer til at savne de særlige produkter i Irma som den økologiske danske mozzarella, som hun ikke finder andre steder. Nok slet ikke i discountsupermarkedet Coop 365, som ikke ligefrem er en fuldgod erstatning for Irma.

Frederikke Hvolris er meget ked af at miste sin Irma, hvor hun er kommet i over 10 år. Foto: Karla Winding Jürgens Foto: Kristian Jørgensen

– Nej, nej. Det er jeg godt nok ked af. Så er der jo ikke nogle steder i Roskilde, du kan købe de varer. Det er godt nok et tab, siger Frederikke Hvolris, da hun hører, hvad Irma-butikken bliver lavet om til.

Helt nyt for chefen

Irma-lukningen er også en nyhed for de 40 medarbejdere.

– Vi er jo rystede, siger butikschef Morten Langebæk, der endnu ikke har fået talt med alle de ansatte.

Han fik selv beskeden tirsdag morgen, nogle timer før nyheden kom ud. Det skete ved et møde, som butikscheferne blev indkaldt til dagen før uden at vide andet, end at det skulle handle om Coops strategi.

– Ej, hvor irriterende. Jeg kan godt lide at komme her og få nogle gode produkter, som jeg ikke kan få i en Coop 365, siger dyrlæge Lotte Kofod fra Herringløse om forandringen af Irma, hvor hun blandt andet kommer for at få nogle gode krydderiblandinger. Foto: Karla Winding Jürgens Foto: Kristian Jørgensen

Til næste år ville butikschefen have været 40 år i Irma, så han må vinke farvel til en stor del af sit liv. Lige nu ved han ikke, om han vil søge med over i Coop 365, for det bliver noget helt andet: Ny kontrakt, færre medarbejdere og uden den “Irma-ånd”, der er mellem medarbejdere og kunder.

– Jeg synes, vi er meget servicemindede og går lidt længere for kunderne. Hvis nogen spørger efter en bestemt vare, kører jeg gerne til en anden butik efter det, så kunden kan få det næste dag, siger Morten Langebæk.

– Det er jeg ked af at høre. Jeg synes, Irma er et godt koncept med gode kvalitetsvarer. 365, den type forretninger har vi rigeligt af, siger elektriker Kenneth Nielsen fra Roskilde. Foto: Karla Winding Jürgens Foto: Kristian Jørgensen

Han har været i Roskildes Irma i 19 år, og det har været 19 gode år, hvor butikken har bidraget positivt til Coops regnskab. Klientellet er måske mere krævende end de fleste andre supermarkedskunder, men de er også købestærke og går meget efter økologi og specialprodukter.

– Der er rigtig mange gode Irma-kunder, der bor her, siger butikschefen, der endnu ikke ved, hvornår det er slut med hans Irma.

Irma i Skomagergade bliver til discountbutikken Coop 365. Det er endnu uvist, hvornår det sker. Foto: Kristian Jørgensen