I weekenden holder de DM

DM plejer at være noget med en lang tur i bil til et sted i Jylland, men på lørdag kan Jyllinges kickboksere bare smutte ned i Jyllingehallerne.

Hele den danske elite vil være samlet, når der på lørdag den 21. maj bliver afviklet DM i kickboksning, og øjnene vil være rettet mod Jyllingehallerne, hvor stævnet skal afvikles.

På lørdag kan man opleve DM i kickboksning i Jyllingehallerne. Det er første gang, at den lokale kickbokseklub under JGI arrangerer så stort et stævne, og de er klar. Foto: Kenn Thomsen

Det er den lokale klub, JGI Kickboksning, som har fået æren af at afvikle DM, og forventningen er 5-800 gæster i hallenpå lørdag, heraf cirka 160 kæmpere.

– Der er 20 tilmeldte klubber, så vi bliver rigtig mange. Det er stort for os, for vi er en lille klub, lyder det fra Natascha Jørgensen, en af klubbens 50 frivillige, som vil være på “arbejde” på lørdag.

Maria Winding er 12 og helt klar til at gå i ringen til DM. – Selvfølgelig kan jeg vinde. Jeg skal bare tænke mig om og så ellers være klar, fortæller hun. Foto: Kenn Thomsen

Lille klub skal måske tages med et gran salt, for faktisk er der nu 150 medlemmer i JGI Kickboksning, og klubben stiller med fem kæmpere: Oliver Ørtberg Lauridsen, Maria Winding, Sofus Frimann Falck, Nicki Nehm og Lovisa Strømsten.

Lovisa Strømsten (t.h.) er træner på børneholdet, men skal selv i ringen til DM på lørdag. Foto: Kenn Thomsen

– Jeg håber bare, de gør det godt, men jeg tror også, at vi helt sikkert får medaljer med hjem, måske også af guld, siger Frank Sejr Jensen, som træner ungdomsholdet.

Det med medaljer føler Maria Winding på 12 år sig helt sikker på. Hun skal i ringen for kun anden gang.

Jyllinge Kickboksning har i dag 150 medlemmer. En hel del flere er kommet til efter, at Jyllingehallerne brændte for år tilbage, og der blev lavet et ny lokaler til foreningen. Foto: Kenn Thomsen

– Jeg troede faktisk ikke, der kom andre i min aldersgruppe og vægtklasse, men det bliver fedt at komme i kamp. Det er fedt at sparke og slå og være aktiv. Jeg tænker, at jeg godt kan vinde, lyder det fra den lille spirrevip, som til daglig går i skole i Ølstykke.

Medaljer kan der også godt blive til Ølstykke-drengen Nicki Nehm, 16, som stiller op i high-low kick i 69-kilos klassen.

– Jeg elsker kickboksning. Jeg har gået til kampsport i ni år, de sidste tre til kickboksning, som bare er lidt mere vildt og kontaktsøgende. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i kamp på hjemmebane. Jeg tror, at hjemmebanen vil gøre mig godt, siger Nicki Nehm, som har været udtaget til landsholdssamlinger sidste år.

Stævnet afvikles i den store hal med indmarch klokken 10. Kampene ligger fra klokken 11 til 18, og der er gratis entre.

Omkring 50 frivillige skal der til for at få DM for alle aldersgrupper til at løbe af stablen i den kommende weekend. Foto: Kenn Thomsen