Hjemkundskab aflyst pga. forurenet vand

Gundsømagle: Så snart nyheden om det forurenede drikkevand i Gundsømagle ramte byens skole, Margretheskolen blev der travlt på skolen.

– Vi måtte sætte advarsler op ved alle vandhaner og toiletter om, at man ikke må drikke vandet. Alle lærere blev hurtigt informeret, og vi måtte sikre, at alle de elever, som havde vanddunke med, fik dem tømt. Herefter kørte vi i Dagli Brugsen for at købe noget vand, for ikke overraskende meldte tørsten sig jo ret hurtigt, så snart vi ikke have noget vand, forklarer viceskoleleder Claus Holst.

Kommunen handlede også prompte og fik stillet en vandtank med 1000 liter vand op, den var klar omkring klokken 15. Selve beskeden om forureningen fik skolen omkring middagstid.

Hjemkundskabsundervisningen på skolen er dog indtil videre aflyst.

– Vores opvaskemaskiner kan ikke vaske op i så varmt vand, som det kræves, og at vaske op med 25 elever, hvor du først skal have kogt vandet, afkølet det til en fornuftig temperatur og derefter vaske op, er simpelthen for besværligt, så indtil videre er de timer altså aflyst, siger Claus Holst.