
Roskilde: Når den ny skulptur af Lise Nørgaard bliver afsløret på fredag klokken 16, så vil det være dansk teaters store diva, Ghita Nørby, der står for afsløringen. Det skriver DAGBLADET Roskilde.
– Vi synes, det ville være sjovt, hvis vi kunne få en af Matador-skuespillerne til at gøre det, og så valgte vi at spørge Ghita Nørby, som er fantastisk populær, siger Michael Gundersen, ejer af tøjforretningen TTU og formand for Vejlauget Gågaderne.
Det er vejlavet, som har taget initiativ til skulpturen, som bliver finansieret af de penge, som forretningerne i centrum betaler til kommunen for leje af gaderummet. De penge bliver brugt i samråd med forretningerne, og Michael Gundersen glæder sig over, at det endelig er lykkedes at realisere de drøm, der havde eksisteret på idéplanet i mange år, og at det også er lykkedes at få gennemført ideerne om den perfekte afsløring.