Gadedrengen holdt hof på Arena

Foto: Nils Meilvang

Han er iskold og helt sin egen, Sivas. Med største ro og selvfølgelighed indtager han Arena og har ingen problemer med at bære Roskilde Festivals næststørste scene på sine smalle skuldre.

Høj som lav hopper og rapper med på hits som »Stein Bagger« og »D.A.R.U.D.A«, men Sivas kunne dog godt have ønsket sig en aftenkoncert for rigtigt at lykkes på den store scene, for uanset hvor original Sivas er, er hans musik bedst til tætpakket nattestemning.

På scenen er Sivas lidt af et sludrechatol og taler en del om »holdet« og familien med den patos, der også er en del af det hårdkogte univers, han skildrer i sine sange. Om det går i hjertet eller bliver lidt trivielt i længden står og falder nok med, om man er indviet og på forhånd har taget jargonen til sig, men det har en stor del af det fortrinsvis unge publikum på Arena.