Forsvarsordfører har en særlig tilknytning til Skalstrup

Rasmus Jarlov har et lod i, at Flyvestation Skalstrup kommer hjem til Forsvaret. Han har også selv været reserveofficer på stedet og bor i dag tæt på flyvestationen.

Forsvarsordfører har en særlig tilknytning til Skalstrup

Rasmus Jarlov (K) har selv gjort tjeneste på Flyvestation Skalstrup, der havde luftværn frem til årtusindskiftet.

Som formand for Folketingets forsvarsudvalg har Rasmus Jarlov (K) de faglige argumenter i orden for, at Flyvestation Skalstrup ikke skal afhændes, men i stedet sælges tilbage til Forsvaret.

Han har dog også en særlig personlig interesse i flyvestationen. Her gjorde han selv tjeneste i sluthalvfemserne, da der stadig var Hawk-eskadrille med luftværnsmissiler.

– Jeg glæder mig meget over, at den ikke lukker, men igen kommer til at være et aktivt tjenestested. Jeg synes også, det er godt, at der er et tjenestested i hovedstadsområdet, for der bor mange mennesker, og ellers er der langt til andre tjenestesteder. Flyvevåbnet har ikke noget på Sjælland i dag, og hvis forsvaret skal kunne rekruttere, ligger Skalstrup rigtig godt med et stort opland, siger Rasmus Jarlov.

Ovenikøbet er han selv nærmest blevet nabo til Flyvestation Skalstrup. I april flyttede han nemlig til fra Virum til Gadstrup med sin kone og to børn.

Flyvestation Skalstrup huser i dag coronatestcenter og en hjemmeværnsafdeling, men kasernen har også været brugt som asylcenter, da der kom mange ukrainere til landet. Foto: Thomas Olsen Foto: Thomas Olsen

Tosset at sælge

Den konservative forsvarsordfører kan ikke med sikkerhed tage æren for, at hans gamle tjenestested nu igen kommer under militærets vinger.

Han var dog den første til at bringe det på banen under forhandlingerne om det nationale kompromis, der blandt andet indebærer et løft af forsvarsbudgettet til to procent af bruttonationalproduktet.

– Jeg nævnte for regeringen, at det var tosset at sælge en god velfungerende flyvestation, når nu vi skal udvide forsvaret, for det vil koste meget mere at bygge en kaserne, når det skal gøres fra bunden, siger Rasmus Jarlov.

Han mener, at det vil være oplagt igen at have luftværn på Skalstrup, ligesom da han selv var der frem til 1998, men indtil videre ligger det kun fast, at det igen bliver en form for kaserne.

Forsvaret køber flyvestationen af statens ejendomsselskab, Freja, der har haft den til salg i flere år uden at finde en køber.