Flere kirker opgiver lyset i mørket

Jyllinge Kirke og Gundsømagle Kirke har valgt at skrue drastisk ned for facadebelysningen denne vinter.

Flere kirker opgiver lyset i mørket

Energikrisen har fat i snart sagt alle afkroge af landet. Heller ikke kirkerne, der ellers er flot oplyste pejlemærker i landskaberne, går fri. Menighedsrådet i Gundsømagle Kirke har således besluttet at slukke oplysningen af kirkens facade, når der ikke er gudstjeneste eller lignende.

– Det er da trist. Kirken ligger på en forhøjning i byen, og når den er lyst op, så lyser den faktisk også store dele af byen op, fortæller Marianne Kiærulff, der er formand for menighedsrådet i Gundsømagle Sogn.

– Det har da været en mulighed for os at spare et andet sted, måske lade være med at male et rum, og så bruge pengene på lys i stedet for, men vi synes, at når alle andre skal sidde derhjemme og spare, så sender det et skidt signal, at kirken bare kører på med en masse lys. Det vil vi ikke. Men det handler altså også om penge. Vi ved ikke helt, hvordan regningerne kommer til at at se ud, så det er ansvarligt at slukke noget af lyset, fortæller hun til DAGBLADET.

Marianne Kiærulff er menighedsrådsformand i Gundsømagle, hvor det er besluttet at spare på oplysningen af kirkens facade. Foto: Kenn Thomsen

Belysningen er ikke det eneste område, der bliver sparet på i Gundsømagle Kirke.

– Vi har også sparet på andre måder. Vi har skruet ned til 19 grader i kirken, vi har nogle juletræer udenfor, som i år bliver lyst op med batterier og med timer på. Vi slukker lyset på parkeringspladsen klokken 22. Det har ellers altid været tændt hele natten. Der vil dog stadig være enkelte lys på stierne, så man kan færdes omkring kirken selv om det er mørkt, understreger menighedsrådsformanden.

– Det er ærgerligt, for kirken er meget smuk med lys på, men denne vinter bliver det altså kun når der er arrangementer. Ud fra de reaktioner, vi har fået, så ser det ud til at være den rigtige beslutning, siger Marianne Kiæriuff.

Jyllinge Kirkes facadebelysning bliver begrænset denne vinter. Foto: Mariusz Pazdziora/WikiMedia Commons

Lidt mere blus på i Jyllinge

I Jyllinge Kirke træder menighedsrådet også på sparebremsen i forhold til oplysning af kirkens facade, men det er en lidt mindre hård opbremsning.

I Jyllinge bliver facadelyset på kirken tændt den 15. november. Det er en hel måned senere end normalt, og lyset vil også være tændt i færre timer.

Når menighedsrådet trods alt har besluttet at oplyse kirken, er det af hensyn til sikkerheden og trygheden omkring kirken, da facadebelysningen er den eneste belysning på kirkegården. Desuden er pærerne i lamperne skiftet ud med langt billigere LED-pærer, forklarer sognepræst Kaj Bollmann på Facebook.

Der er også en tredje grund til, at lyset bliver tændt.

– Vi skal passe på ikke at lade mørket gøre os depressive og mismodige. Vi har brug for lys i de mørke måneder, og vi har ikke mindst brug for at minde hinanden om julebudskabets lys, uddyber Kaj Bollmann.